Når PGA Tour på torsdag genstarter turneringsaktiviteterne efter 13 ugers pause på grund af corona pandemien, bliver det med et stjernefelt, der næsten er en major værdigt.
16 ud af de 20 bedst placerede på den aktuelle verdensrangliste stiller op på The Colonial i Fort Worth i Texas, til Charles Schwab Challenge. Kun Adam Scott, Patrick Cantley, Tommy Fleetwood og Tiger Woods mangler, ellers er alle med; Rory, Brooks, Jon Rahm, Justin Thomas og Dustin Johnson, Patrick Reed og Webb Simpson fra top10, og læg dertil den spiller, der fører FedEx Cup ranglisten, verdens p.t. nummer 23, Sungjae Im.
Ingen danskere
Lidt overraskende er engelske Matthew Fitzpatrick med på startlisten, selvom han var en af de spillere, der tidligere på ugen officiel kritiserede OWGR for at forskelsbehandle spillere fra USA og resten af verden. Det gav en indikation af, at han ikke selv var taget til USA for at gå i karantæne, men så meget desto mere respektindgydende, at han talte på sine kollegers vegne, selvom han selv kan score vigtige OWGR-point i Texeas.
Det kan hverken Sebastian Cappelen eller Lucas Bjerregaard, som ikke er blandt de 148 på startlisten. Lucas bor i England med kone og lille barn, og har muligvis derfor ikke valgt at rejse til USA og gå i karantæne. Cappelen er bosiddende i Florida, men har enten ikke ønsket at spille eller har simpelthen ikke kunnet komme ind i den uhyre stærkt besatte turnering.
Flere andre europæere (læs: Briter) er med: Matt Wallace, Justin Rosen, Shane Lowry, Danny Willett og Tom Lewis. Og så stiller ingen ringere end evigtunge Bernhard Langer på 62 år op i turneringen.
Der spilles uden tilskuere, men turneringen vises live på GOLFTV/Eurosport fra torsdag. Tv-tider følger.
Foto: Verdens nummer 1, Rory McIlroy er med i Texas. (Getty Images)