Et af de fineste velgørenhedsprojekter i dansk golf, KidsAid, fejrer til sommer 20 års jubilæum, når man i dagene 4.-6. juni afholder StjerneGolf for 20. gang. Det bliver Himmerland Golf & Spa Resort, der fire gange tidligere har været vært for begivenheden.
I forbindelse med StjerneGolf vil en lang række kendisser fra sportens og underholdningens verden stille op, og samle penge ind til støtte for KidsAid, der laver unikke oplevelser for syge børn og deres familier.
”Jeg er utrolig stolt af, hvad StjerneGolf har udviklet sig til igennem de sidste 20 år. Det er fedt at mærke, hvordan stjerner og virksomheder år efter år støtter op om KidsAid og om StjerneGolf. Det er blevet til et fantastisk tilbagevendende event og en skøn start på sommeren for alle – det er meget mere end jeg turde drømme om for snart 20 år siden.
Jeg glæder mig helt ubeskrivelig meget til jubilæumsudgaven og håber på, at vi kan slå indsamlingsrekorden for StjerneGolf, da der virkelig er nogle børn, som har brug for unikke oplevelser i en hård hverdag med sygdom, hospitalsbesøg, medicin og adskillelse fra familie samt venner”, sådan udtaler stifter og bestyrelsesformand af KidsAid, Søren Bach i en pressemeddelelse.
Masser af kendte
Blandt de kendte, der gennem årene har bakket op om projektet og stillet op til StjerneGolf er racerkøreren Tom Kristensen, den tidligere landsholdsmålmand Thomas Sørensen, TV-Avisens Kim Bildsøe Lassen (som ses på billedet), komikeren Uffe Holm og adskillige både aktive og pensionerede fodboldspillere og andre topatleter, der har golf som deres fritidssport.
på Himmerland Golf & Spa Resort er man glade for at lægge faciliteter til det store arrangement, der strækker sig over tre dage.
”Det glæder mig meget, at StjerneGolf vender hjem til Himmerland i 2020. Vi er enormt stolte af igen at være en del af det store arbejde, KidsAid udfører for syge og sårbare børn og deres pårørende. At KidsAid desuden kan fejre 20-års jubilæum i år, sætter kun barren for at skabe et arrangement ud over det sædvanlige endnu højere” fortæller adm. direktør hos Himmerland Golf & Spa Resort, Mark Bering.