De fleste er nok skuffet over, at Søren Kjeldsen og Joachim B Hansen til slut måtte nøjes med at dele 25. pladsen i Italian Open på Olgiata GC i Rom, men det var en Rolex-turnering, så præmierne var store, og de kunne begge indkassere godt 435.000 kr. Det betød, at de begge rykkede lidt frem på Race to Dubai, hvor Hansen nu er nr. 85 og Kjeldsen nr. 88.
Lidt ærgerligt lå de før sidste runde til at kunne blande sig i kampen om top-10, men den mulighed forsvandt snart. I stedet lignede det først sejr til Matthew Fitzpatrick, men så mistede han kontrollen med sit drive, og Bernd Wiesberger (billedet/ Getty) benyttede sig af chancen og sejrede i -16 (sidste runde -6) foran Fitzpatrick -15 og Kurt Kitayama -12.
Stone Irish Challenge
Danskerne holdt sig også pænt tilbage i Stone Irish Challenge, hvor Marcus Helligkilde dog med en nydelig afslutning præcis blev nr. 20 i -3. Jeppe Huldahl blev nr. 26 i -2, mens Oliver Hundebøll og Peter Launer Bæk delte 37. pladsen i -1.
Der var omspil om sejren. Lidt utraditionelt på hul 17 par-3, som såvel spanske Emilio Cuartero Blanco som Oscar Lengden spillede to gange i par, før en toer sikrede spansk sejr.
De bedst placerede danskere på Road til Mallorca er allerede i Kina for at deltage i de kommende to pengestærke turneringer, hvor der kun var adgang til de 53 bedste på listen. Det drejer sig om Rasmus Højgaard, Martin Leth Simonsen, Benjamin Poke og Mark Haastrup, og de starter torsdag Hainan Open fulgt af Foshan Open den følgende uge.