I maj måned græd han som pisket over – endelig – at have vundet på European Tour efter 478 forgæves forsøg, nu fører 48-årige Richard Bland US Open.
Det er en vild historie, og den bliver selvfølgelig først rigtig vild, hvis Bland holder hjem og vinder, for verden er fuld af spillere der engang har ført US Open. Ikke desto mindre er Blands præstation indtil nu imponerende. Fredag gik han Torrey Pines South Course i 67 slag (-4) og lavede undervejs 7 birdies med en brandvarm putter. Dermed er han -5 samlet og deler føringen med en anden af feltets mere anonyme personligheder, Russell Henley, som ganske vist har tre PGA Tour-sejre på CV’et, den seneste for mere end fire år siden.
Udsigten til de to i førerbolden er givetvis ikke noget, der huer de amerikanske tv-stationer, for seertallene er i forvejen ikke imponerende med en vis Tiger Woods sat ud af spillet og med flere af de store navne, der appellerer til masserne; DeChambeau, Koepka, Morikawa placeret fem slag bagude på delt 13. plads. Men mon ikke de – og tilbagevendte Jon Rahm (T5/-3) – sætter et angreb ind i dag?
Ser man dagens startliste, så er der en stribe af fantastiske to-bolde, der kan få mundvandet til at løbe. Spieth og Casey, Fitzpatrick og Fleetwood, Reed og Garcia, Scott og Matsuyama, Cink og Schwartzel, Dustin Johnson og Leishman, Thomas og Morikawa og Rahm og Bubba Watson blot for at nævne de mest spektakulære. Førerbolden skal med andre ord spille rigtigt godt for at få tv-tid før langt henne på runden.
Ung irer fører LPGA
På LPGA har den unge irer Leona Maguire lagt sig i spidsen af Meijer LPGA Classic i -15, hele tre slag foran Su Oh. Maguire er tidligere nummer et på amatørernes verdensrangliste, og har lavet gode resultater i år. Hun er tilsyneladende så småt ved at vænne sig til den professionelle tilværelse og mange spår hende en stor karriere, måske helt i toppen også af de professionelles verdensrangliste, hvor hun foreløbigt er nummer 88 – men i fremgang.
Foto: Getty Images