De fleste Ryder Cup kaptajner mister deres spil og har svært ved at finde det igen, når kaptajnsforpligtelserne er overstået, men det gælder ikke Jim Furyk. USA’s tabende Ryder Cup-kaptajn har spillet godt nok i denne sæson til at være blandt de 70 bedste på PGA Tour, og efter 1. runde af den næstsidste Play-Off turnering, BMW Championship, ligger han til at rykke med helt til finalen på East Lake i næste uge.
Jim Furyk, der er 49 år og til næste sommer kan spille på Champions Tour, ligger på en delt tredjeplads med fire andre spillere i 6 under par, bare ét slag fra Justin Thomas og Jason Kokrak, der deler førstepladsen i -7.
Kamp til stregen
Specielt Kokrak er en overraskelse for mange, men han har faktisk haft en fantastisk god sæson med fem top10 placeringer og selvom han ikke har vundet i år, så ligger han alligevel nummer 32 på FedEx Cup listen inden BMW Championship. En sejr vil bringe ham helt op på tredjepladsen. Hvis Justin Thomas vinder, vil han gå ind til Tour Championship som nummer 1 på den rangliste han vandt i 2017 – lidt afhængigt af, naturligvis, hvordan de bedst placerede Koepka, Reed og McIlroy, klarer sig videre i ugen. Lige nu ligger Koepka og Reed på delt 17. plads mens McIlroy er delt 25.
Tiger Woods gennemførte 1. runde, men viste stadig tegn på rust i både krop og spil selvom han kom rundt under par. Hans 71’er rækker til delt 50. plads og Tiger skal forbedre sig markant for at kunne forsvare sin titel i næste uge.
Norsk succes
Også på Korn Ferry Tour spiller man slutspil, hvor de bedste fra den tour og dem fra PGA Tour, der sluttede udenfor top125 samt de spillere, der som non-members ikke nåede at spille sig ind i top125, kæmper om 25 tourkort.
Viktor Hovland manglede blot et par point, men efter første runde fører den unge, nyprofessionelle nordmand sammen med Cameron Percy i -7, og ligger dermed rigtigt godt til i kampen om at slutte sig til de bedste i verden. Sebastian Cappelen, der har sikret sit tourkort, men kan forbedre sin kategori via de tre slutspilsturneringer, kom rundt i par, hvilket rækker til en 43. plads i Nationwide Childrens’s Hospital Championship.
Foto: Getty Images