I sidste uge var Justin Thomas og Patrick Reed i omspil om sejren i Tournament of Champions, i denne uge missede de begge cuttet i Sony Open in Hawaii.
Dermed faldt årets besøg på den idylliske øgruppe i Stillehavet noget forskelligt ud, men sådan er golf; der er som bekendt ikke langt fra succes til fiasko.
Spørg bare rookien Michael Gellerman (billedet), der seks dage efter sit bryllup, stiller til start i Sony Open og midtvejs på anden runde lavede fem birdies i træk og pludselig så sig selv øverst på leaderboardet i -6. Den nybagte fru Gellerman kiggede med og det unge par var måske allerede mentalt begyndt at købe ind for de knapt 1,2 mio. dollars der er til vinderen. I hvert fald lavede Gellerman derefter tre bogeys på fire huller, og faldt uden for Top20, inden han igen, nærmest i tusmørke som sidste bold på banen, fik en birdie mere på 8. hul (hans 17.) og er på en mangedelt 12. plads i -4, med drømmen om en sejr fuldt ud intakt.
Stjerneskuddet Collin Morikawa havde en af sine mere stille dage på kontoret. En runde i par blev dte dog til med to afsluttende birdies, og han deler andenpladsen med en håndfuld spillere i -5, bare et slag efter Brendan Steele og australske Cameron Davis, der i formiddagsrunden begge gik 66 (-4) og hele eftermiddagen holdt føringen i samlet -6.
Sidste år var halvvejsføringen i -14, men den kraftige vind har virkelig udfordret spillerne og gjort Waialai CC til noget af en test. Sidste år faldt cuttet i -2, en score, der nu rækker til en 24. plads, og cuttet i år var +1, hvilket ikke bare Justin Thomas og Patrick Reed faldt for, men også den forsvarende mester Matt Kuchar.
Foto: PGA Tour