Nicole Broch Larsen fik en ærgerlig afslutning på Lotte Championship på Hawaii, da hun fik dobbeltbogey på sidste hul og faldt tilbage til en delt 33. plads, men det har stadig været en god uge med fire runder under par.
Lydia Ko cruisede til sin første sejr siden 2018 med sin anden 65’er i træk og 28 under par, 15 slag bedre end danskeren og syv slag bedre end de fire spillere, der delte andenpladsen. Sei Young Kim (65), Inbee Park (63), Leona Maquire (67) og Nelly Korda (71). Nicole og Nelly Korda havde samme finalescore, men mens Nicole faldt 17 pladser tilbage, holdt Korda fortsat andenpladsen omend hun skulle dele den med tre andre.
Side om side i Tucson
Malene Krølbøll Hansen og Emily Kirstine Pedersen ligger side om side på 22. pladsen inden finalen på Symetra Tours Casino Del Sol Golf Classic i -4. Emily (69) var et slag bedre end Malene (70) i tredje runde. Den yngste af de to schweiziske Metraux-søstre, Morgane, fører turneringen klart i -16, fem slag bedre end Lila Vu.
Cink i fuld kontrol
Stewart Cink styrer direkte mod sæsonens anden PGA Tour-sejr. Lørdag fastholdt han med en runde i 69 slag (-2) sit forspring på fem slag til nærmeste forfølger i RBC Heritage på Harbour Town Golf Links på Hilton Head Island. Collin Morikawa (67) er nu på andenpladsen, de er hhv. 18 og 13 under par.
Den forsvarende mester Webb Simpson spillede sig med en 64’er op på sjettepladsen i -10, men kan næppe, selv med endnu en drømmerunde, genvinde titlen.
Foto: Getty Images