Golfexperten guider dig til at blive klædt mest optimalt på til efterårets golfrunder.
Vi kan lige så godt se det i øjnene. Vejret bliver koldere, vådere og mere blæsende nu og frem til næste forår. Det skal dog ikke afholde os fra at spille golf, og som det jo hedder, så findes der ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.
Golfexperten har fået efterårskollektionerne indenfor golfbeklædning på hylderne, og i den anledning lagde vi vejen omkring Odense, hvor butikschef Martin Andreasen guider os gennem hvad der i hans øjne er ’rigtig påklædning’ til den tid vi nu går ind i.
– 99 procent af alt det tøj vi har er ’funktionstøj’, siger Martin og understreger, at moderne golftøj i bund og grund alt sammen er lavet til at gøre golfrunden så behagelig som muligt, uanset om det er varm højsommer, eller en blæsende og kold efterårsdag.
Tre-fire lag tøj
– Som grundregel er bomuld bandlyst. Bomuld holder på sveden, og det vi har brug for – både sommer og vinter – er at få transporteret sveden væk fra kroppen. Så når jeg taler for, at vi som golfspillere har tre-fire lag tøj på i efteråret og vinteren, så indgår der ikke en bomuldspolo inderst, siger han.
– Det inderste lag er en baselayer. Mange, der står på ski kender til det, men det er også enormt effektivt på golfbanen. Baselayers findes i tre tykkelser, hvor nogle køler og andre varmer. Den sidder helt tæt til kroppen og transporterer meget effektivt sved væk fra kroppen.
Næste lag er en polo. Den kan udelades, hvis man vælger kun at have tre lag på, men mange kan godt lide at have en polo på når de spiller golf. Der er tale om en svedtransporterende funktionspolo i polyester og polyamid med spandex/elastan, der gør stoffet fleksibelt.
Tredje lag er det varmegivende mellemlag. Man kan kalde det for en moderne ’uldtrøje’, men her er en tynd langærmet trøje med et let fleece foer. Som midlayer kan man også benytte en fleecetrøje, men den er ikke vindtæt.
Det sidste lag er skallaget, og det er vejrafhængigt. Det kan enten være vindtæt eller vandtæt. Her anbefaler jeg en vest. Vesten er voldsomt undervurderet. Vi fryser generelt ikke på armene, så vesten giver varme til kroppen samtidig med, at den giver frihed til at svinge golfkøllen. Hvis det regner, skal man have en regnjakke på i dette lag. Og de er også vindtætte.
Betaler for det man får
Med disse fire – eller eventuelt tre – lag, er man godt rustet til efterårsvejret og det bliver aldrig for tykt og klodset at spille i. Med hensyn til bukser, så skal man nok ikke spille i sine tynde sommerbukser. Der findes kraftigere materialer, f.eks. en soft shell buks, som er mere end vandafvisende, og kan klare lidt småregn, men er det dagsregn, så skal man op i en decideret regnbuks, anbefaler Martin.
Regntøj er lidt af en investering. Rigtigt godt regntøj er en ganske stor udskrivning. Og også her er der en ufravigelig hovedregel: Gore-Tex er det eneste, der er 100 procent vandtæt.
– Alt det regntøj vi forhandler er vandtæt, og kan klare et vandsøjletryk på minimum 10.000, men der er selvfølgelig forskel på et helt regnsæt til 1.700 kr. og så på en jakke til alene 2.800 kr. Regntøj med Gore-Tex er tæt under alle forhold, det er det andet ikke.
– Vores mest solgte regnsæt er fra Abacus, og kan tage et vandsøjletryk på 15.000, det vil sige at fire timer i almindelig regn kan det sagtens klare, men hvis det virkelig står ned, så bliver det udfordret. Det er et sæt, der føles meget blødt og behageligt, hvor de dyrere og stærkere Gore-Tex-sæt fra f.eks. Galvin Green er kraftigere og ikke helt så behagelige, siger Martin Andreasen, der pointerer, at man betaler for det man får. Betaler man rigtigt meget for et regnsæt, så får man også noget, der virkelig holder vandet ude og kroppen tør.
Det koster det
Priseksempler på det viste 4-lags sæt, som er fra Oscar Jacobson (men sagtens kan være andre mærker).
Baselayer: 3-400 kr.
Polo: fra 349 kr.
Midlayer: 800 kr.
Vest: 800 kr.
Bukser: 700 kr.
Priser på regnsæt varierer meget afhængigt af om det er med eller uden Gore-Tex.
Regnjakke fra ca. 1000 kr. til 4.000 kr.
Regnbukser fra 800-3.600 kr.