Som ventet lykkedes det ikke at færdigspille åbningsrunden i PGA Championship på Oak Hill. Arrangørerne mente længe, at når forsinkelsen pga. frost og tåge var på knap 2 timer, og der var to timers længere lys, måtte det kunne gå, men de har ikke vænnet sig til nye sendrægtige rutiner, specielt på baner, der er sat svært op.
En hel del bolde mangler op til fem huller, som de taget fat på kl. 7.00 lokal tid, og så skal man ellers i gang med at fastsætte cuttet, som er ved 70 og lige.
Et cut, som de tre danskere skal kæmpe hårdt for at klare. Thorbjørn Olesen ligger aktuelt bedst som nr. 76/98 i +4, men kan være inden for cutgrænsen, når man når til anden runde. Et slag dårligere ligger Rasmus Højgaard som nr. 99 i +5, og endnu et slag længere tilbage Nicolai Højgaard som nr. 119 i +6.
Som det fremgår, er jævnbyrdigheden usædvanlig stor, så med en god runde kan man krybe endog mange placeringer frem, så lad os ikke opgive håbet. Heller ikke for en række spillere, som man gerne vil se i finalen, fx Joquin Niemann, Alex Norén, Sam Burns og Patrick Cantlay i +4, Cantlay med to huller igen. Adrian Meronk og Francesco Molinari +5, sidstnævnte med fire huller igen. Matt Fitzpatrick, Jon Rahm (!), Jason Day, Robert McIntyre og Abraham Ancer +6.
Med alle disse navne langt nede, hvem er så i top-10?
Den 34-årige amerikaner Eric Cole (billedet/ Getty), der i dagligdagen kæmper med type 1-diabetes og spiller på third level, men som har forældre, der begge har haft glimrende karrierer på hhv. LPGA og PGA, fører sensationelt i -5, men mangler til gengæld fire huller. Så kender vi bedre 2. Bryson DeChambeau -4. 3. Scottie Scheffler, Corey Conners og Dustin Johnson -3. 6. Viktor Hovland, Ryan Fox, Keegan Bradley og Adam Scott -2.
En meget spændende aften er i vente, men det kan igen være tvivlsomt, om cuttet bliver endelig fastlagt fredag aften.