Vanvittig ‘moving day’ på Bay Hill, hvor McIlroy kan vinde for andet år i træk.
Klichéen Moving Day har sjældent været mere passende end på lørdagens tredje runde af Arnold Palmer Invitational. Førerbolden med Tommy Fleetwood og Keegan Bradley var samlet 7 slag over par, og dumpede ned i feltet trods fire slags forspring, og i stedet rykkede andre helt med frem i topstriden.
Først Tyrell Hatton, der fra cutgrænsen gik 66 og nu er på delt 11. plads i -5, så amerikanske Chris Kirk, der var 8 under på runden inden han lavede dobbelt bogey på sidste hul, men alligevel kan vinde i dag fra sin delte 6. plads.
Briterne fører
Rory McIlroy kom som skudt ud af en kanon fra sin 31. plads – 4 under efter seks huller! Han endte i -6 for dagen og overtog længe førstepladsen i den turnering han vandt sidste år. Og den rent engelske bold; Matt Wallace og Matthew Fitzpatrick spillede lige så strålende. Wallace ligger nu delt 3’er mens Fitzpatrick fører i -9 og skal ud i førerbolden med McIlroy.
Vi må ikke glemme, at australske Aaron Baddeley sænkede to bunkerslag undervejs til en 69’er og andel i 3. pladsen på -7 og at den stilfærdige amerikaner Kevin Kisner listede sig med ind på samme placering med en runde i 70 slag.
En anden amerikaner med speciale i at gå under radaren, Charles Howell III har andel i 6. pladsen i -6. Vinder han, overtager han førstepladsen på FedEx Cup ranglisten, hvor han p.t. er nummer 4. Også på 6. pladsen ligger langtslående Luke List, som aldrig nåede at spille sig i tv-bilederne, så meget skete der om ørerne på ham.
Forfærdeligt spil
Og hvad så med Keegan Bradley og Tommy Fleetwood? Jo, de spillede forfærdeligt, men sluttede begge af med birdie på det ellers vanskelige 18. hul – det var Fleetwoods eneste på dagen. De gik smågrinende fra banen på en dag, hvor intet gik som det var planlagt. Men de er ikke ude af det alligevel – takket være de fire slag de førte med inden runden. Bradley er på den delte 6. plads i -6, mens Fleetwood er blandt seks spillere på 11. pladsen i -5. Et slag længere tilbage, formentlig uden vinderchancer, men med en top5 indenfor rækkevidde ligger bl.a. Francesco Molinari, Graeme McDowell og Henrik Stenson, der torsdag var 5 over par. Verdensranglistens nummer 2, Justin Rose, lavede en 8’er (tripple) på banens letteste hul og er helt ude af enhver topstrid – tror vi!
Følg finalerunden på GOLFTV. Og følg livescoring her.
Foto: Getty Images.