Det ses ikke så klart af slutstillingen, men på Augusta National var Amalie Leth-Nissen – som Karen Fredgaard sidste år – næsten til det sidste med i kampen om sejren i Augusta National Women’s Amateur. På Gettys billede er hun på 12. hul i Amen Corner.
Med tre huller igen lå hun i par for dagen og samlet i +1, og da amerikanske Anna Davis sejrede i -1 foran Ingrid Lindblad, Sverige og Latanna Stone, USA kan man forstå, at danskeren bagefter ærgrede sig over at være sluttet med de sidste tre huller i +4, mens fx Davis spillede dem i par.
På den anden side, så ved vi jo, hvor svære de sidste huller er på Augusta National, og som 17-årig at blive nr. 12 i kamp med hele den kvindelige verdenselite vil vi aldrig kunne andet end at være tilfredse med – og mon ikke hun er tilbage næste år for at komme helt til tops?
Hamish Brown syntes på vej mod en meget meriterende sejr i Copa Sotogrande, da han efter 12 huller af finalerunden førte i -3. De seks afsluttende huller bød imidlertid på fem bogeys og et fald til tredjepladsen i +2 efter to spanske spillere i par.
Forholdene sidste dag var tydeligt svære, og scorerne tårnede sig op. Frederik Birkelund blev nr. 16 i +18 og Jens Kristian Thysted nr. 36 i +22. Dermed faldt Danmark i holdkonkurrencen til nr. delt 5 i +42, 29 slag efter vinderne fra Spanien.