For første gang siden starten i 1927 på Golf de Saint Cloude er der dansk deltagelse i finalen på French International Lady Juniors Amateur Championship, regnet som verdens stærkest besatte kvindeturnering U-21.
Det blev en kendsgerning, da Amalie Leth-Nissen søndag vandt først sin kvartfinale og derefter sin semifinale 3&2 over hhv. Anne-Sterren den Dunnen, Holland og Cayetana Garcia-Poggio, Spanien.
Kvartfinalen var mest spændende, da Leth-Nissen med sin storesøster Cecilie Leth-Nissen på baggen var 2 ned efter 9 huller, men derefter udlignede ved at vinde såvel 10 som 11.
Siden afgjorde hun matchen ved at vinde 15 og 16.
Ikke at semifinalen var let. På de første fire huller var danskeren i defensiven, men reddede sig med en veloplagt putter. På de følgende fem var hun i offensiven, men nu klarede spanieren at dele med en glødende putter.
10. hul blev dansk, 11. spansk, hvorefter der fulgte to delte huller, før 14. hul formentlig blev afgørende. Her chippede Leth-Nissen på en svær green fem meter forbi hullet mens Garcia-Poggio havde et fire meter putt for at vinde. Da Smørum-pigen holede sit putt, var der pres på spanieren, der missede sit vinderputt med halvanden meter og derefter også deleputtet. Dansk føring.
Så var den mentale fordel dansk. På 15 havde Leth-Nissen eagleputt og vandt med birdie, hvorefter hun med et fornemt indspil til to meter på 16 og også vandt det hul og matchen.
Søndag spilles finalen over 36 huller, og her er modstanderen endnu en spansk spiller, Paula Sampedro, som blev nr. 4 i kvalifikationen, hvor Amalie blev nr. 2, og som har flere top-3-placeringer i vigtige turneringer i de seneste år.
Det har Amalie Leth-Nissen også, og hun har givet adskillige prøver på, at hendes nerver er gode, når det gælder, så hun har gode chancer for at vinde Esmond Trophy.