To af dem har fået hole-in-one, og ifølge vidner snyder Donald Trump konsekvent, når han spiller.
Siden den golfbegejstrede William Taft tiltrådte som amerikansk præsident i 1909, har så godt som alle den vestlige verdens ledere i Det Hvide Hus dyrket spillet med den lille hvide bold, og de fleste har prist dets moralske og fysiske kvaliteter.
Det gælder næppe den nuværende, Donald Trump, for han bruger fortrinsvis spillet til pralerier, og desuden er der mange vidner på, at han snyder, så vandet driver. Det kommer vi tilbage til.
Mest nytte af golf
Dwight D. Eisenhower med kælenavnet Ike blev præsident pga. sin golfinteresse. Som øverstkommanderende for de allierede styrker på D-dag i 1944 var han et varmt navn, som Coca Colas ejer Robert Woodruff så mulighederne i. Han fik ham ind som medlem af Augusta National og var siden en væsentlig støtte i valgkampen (- Vores eneste problem var, hvilket parti han skulle stille op for, udtalte han). Som præsident styrede Ike i perioder den vestlige verden fra Eisenhower Cabin, som klubben lod opføre til ham, og hvor han også spillede sin daglige bridge.
Hvad der ikke lykkedes for selv USA’s præsident, var at få fjernet det træ, han altid ramte på 17. hul, og som fik navnet Præsident Eisenhowers Træ. For et par år siden blev træet dog offer for en voldsom vinterstorm.
Holes-in-one
To præsidenter har fået hole-in-one, men kun den ene i sin regeringstid. Det var Gerald Ford, der 8. juni 1977 slog det perfekte slag på femte hul i Pro-Am-turneringen før FedEx St. Jude Classic på Colonial CC i Texas.
Den anden er George W. Bush, der 20. marts i år på Trinity GC i Dallas, altså også i Texas, ’essede’ 12. hul og understregede, at hans golf formentlig altid har været bedre end hans politik.
Lavest handicap
Hvilken præsident, der har spillet bedst, er der uenighed om. I pro-am-turneringer har man fået en ide om det, men ikke troværdigt. John F. Kennedy, der forsøgte at holde sit golfspil privat, men var meget ivrig, menes at have spillet til ca. 8. Gerald Ford til 10-15. Bill Clinton til ca. 20. Richard Nixon kvittede spillet, da han endelig gik en runde i 79 slag, mens Reagan, Eisenhower, Taft, Wilson, Harding, Roosevelt og Lyndon B. Johnson alle var meget dødelige gennemsnitsgolfere.
Hvad med Trump?
Donald Trump praler af 18 klubmesterskaber og et handicap på 2,8, men hvordan kan vi stole på en person, der har twittet mere end 9.000 notoriske løgne?
Ikke mindst, da der er mange vidner på, at han snyder, som det behager ham, og at hans faste caddies jævnt hen ’genplacerer’ bolde, der er havnet uheldigt. Norske Suzann Pettersen har ifølge den netop udsendte bog ’Commander in Chief – How Golf Explains Trump’ udtalt til VG, at ’han snyder ad helvede til’, og Samuel L. Jackson har oplevet, at hans caddie ’fandt’ en bold, som meget tydeligt var slået ud i en sø.
Ifølge golf.com hyldes Trump som vinder af en turnering, han ikke deltog i, fordi hans overfyldte kalender gjorde det umuligt. Hvorefter han udfordrede vinderen til en privat match, som Trump vandt, hvorefter de blev udnævnt til fælles vindere af turneringen.
Kim Jong-Ils spøgelse
Hvorfor har Trump så aldrig lavet hole-in-one? Ikke engang som fake news? Måske for ikke at blive sammenlignet med den nu afdøde nordkoreanske præsident Kim Jong-Il, der lod bekendtgøre, at han på en af sine fødselsdage havde gået sit livs første golfrunde i 38 slag med fem holes-in-one.
Det er måske den eneste, Trump ikke er ligeglad med at blive sat i bås med.