Jo, den er god nok.
Det er IKKE en 14 år gammel artikel, vi har lagt på nettet her til morgen. Annika Sörenstam fører virkelig på LPGA Tour, 14 år efter at den 51-årige svenske golflegende lagde køllerne på hylden for at hellige sig familie- og erhvervslivet.
I sin blot tredje start på LPGA siden da, og anden i år, fører hun Dow Great Lakes Bay Invitational, der spilles som en makkerturnering. Annika spiller sammen med Madelene Sagström, og de indledte onsdag turneringen med en foursome i 65 slag (-5). Samme score leverede den fransk-hollandske konstellation Pauline Roussin/Dewi Weber, mens tre par deler tredjepladsen i -4.
Danske Nicole Broch Estrup og hendes tyske makker Caroline Masson ligger delt 41., lige uden for cuttet i +2, så de skal forsøge at hente lidt ind i dag, hvor der spilles best-ball, og hvor scores godt kan blive pænt lave.
Endnu mere overraskende end Sörenstams føring er måske at turneringens to klare favoritpar lagde ganske forsigtigt ud. Nelly og Jessica Korda er nummer 12 i -1, mens Moriya og Ariya Jutanugarn er helt nede som nummer 53 i +3, og virkelig skal gå lavt for bare at klare cuttet.
Foto: Getty Images.