Algarve har alt det som vinterblege nordeuropæiske turister efterspørger. Lækre sandstrande med smukke karakteristiske rødlige klippeformationer som baggrundstapet, masser af solskin og lune temperaturer, samt et prisniveau, der ligger betragteligt under det, vi er vant til.
Det er dog ikke kun solhungrende badeturister, der hvert år i massevis finder til Algarvekysten. Også nordeuropæiske golfspillere på flugt fra de golfmæssigt sure vintermåneder er efterhånden i mange år blevet tiltrukket af det attraktive Algarve, hvor fremragende golfbaner findes i hobetal. GOLFBLADET besøgte i marts, en af de absolut ypperste af slagsen, nemlig South Course på Quinta do Lago.
Smørklatten i midten
Det kæmpemæssige ferieområde Quinta do Lago er placeret ganske ideelt. Ikke nok med, at man inden for et langt drives afstand finder adskillige gode 18-hullers golfbaner. Man er tilmed også meget tæt på Atlanterhavskysten, og kun 20 minutters køreafstand fra hovedbyen Faro, hvor den internationale lufthavn også er placeret. Med ca. samme afstand, men i modsatte retning mod vest rammer man Vilamoura, der kan karakteriseret som en slags ”Marbella light”, som man kender det fra Andalusien i Spanien, hvor luksusyachterne ligger side om side i marinaen. Skulle man have mod på mere ægte kultur- og storbyliv, er der kun ca. 2,5 timers kørsel mod henholdsvis Sevilla i øst eller Lissabon i nordvest.
Et sandt golfmekka
Det 650 hektar store ferieresort Quinta do Lago består foruden hotel også af luksuriøse feriehuse, restauranter, diskoteker og en bred vifte af sportsaktiviteter, med vandsport og golf som de to flagskibe. Faktisk er ca. halvdelen af det store areal omlagt til fairways og greens, hvilket helt konkret betyder, at der her findes 3 klasse golfbaner. Den nyeste, Laranjal, åbnede i 2009, og blev to år senere kåret til Portugals bedste golfbane til den årlige Travel Awards. North Course, er en noget ældre bane, men i 2014 smed man næsten 70 mio. kr. i et totalt redesignprojekt af banen. Et projekt som blandt andet foregik i samarbejde med Paul McGinley, som desuden også lægger navn til et golfakademi på resortet. En sådan præsentation af de to første baner, lyder umiddelbart svær at hamle op med, men ikke desto mindre lykkes det ifølge marketingmanageren på Quinta do Lago meget godt. Ikke mindst, hvis man foruden at vægte de golfmæssige kvaliteter også kigger lidt på det historiske perspektiv. Dette bekræftes af starteren, som jeg får en kort snak med, forud for de 18 huller. Da jeg spørger ham, hvilken af de tre baner på stedet han synes er bedst, udbryder han prompte og meget diplomatisk: ”Dem alle 3”. Efterfølgende uddyber han, at hvis man kun vil spille på en af Quinta do Lagos 3 baner, bør man vælge South Course. Starteren fortæller endvidere at banen, der åbnede i 1974 efter et design af amerikaneren William Mitchell, har lagt græstæppe til Portuguise Open ikke færre end 8 gange i perioden 1976-2001, og at banerekorden den dag i dag stadig tilhører den skotske Europatour-legende Colin Montgomorie. Den mest mindeværdige af de mange turneringer fandt sted i 1989. Her gik ”Monty”, som han ofte kaldes, banen rundt i bare 63 slag. Han vandt turneringen i 24 under par, 11 slag bedre end nærmeste forfølger.
Storkene troner
Den 5858 meter lange (fra gul tee og 5105 meter fra rød) South Course med par på 72 ligger smukt placeret klods op af Ria Formosa Naturpark, der er særdeles rig på flora og fauna. Ikke mindst sidstnævnte sætter sit præg på området. Et stort antal trækfugle, søger hver vinter ned mod de varmere himmelstrøg, som her findes. Noget som jeg flere gange på runden stifter bekendtskab med. Ikke mindst på 15. hul, hvor greenen i længere tid er besat af to langbenede storke, der majestætisk står og troner, da jeg skal slå mit tee-slag de 160 meter op mod greenen. I øvrigt både med og uden storke et ganske glimrende par 3 hul, hvor bolden skal flyves 145 meter over vandet, og hvor de store paraplypinjer højre om greenen, kan få bolden til at opføre sig som i en flippermaskine, hvis man ”vælger” det landingsområde. En ganske dumdristig og ikke anbefalelsesværdig øvelse, når man er så tæt på en stor sø!
Generelt fylder de mange pinjetræer, der findes på banen temmelig meget i mit udsyn og bevidsthed hele vejen rundt på banen, men heldigvis er der god plads under træerne, så min bold bliver kun en gang til en lost ball, selvom jeg adskillige gange er i nærkontakt med de store trækroner. Allerede på banens åbningshul stifter jeg bekendtskab med disse træer. Hullet ser ellers ved det første hurtige kig i baneguiden særdeles overkommelig ud. Et 332 meter langt par 4 hul med det, der i baneguiden umiddelbart ligner en fairway med forholdsvis god plads, er jo ikke skræmmende. Men efter et kig i golfkikkerten fra teestedet rammer realiteterne mig, og pludselig sættes der gang i de små svedkirtler i håndfladerne. Ikke mindst på en mand som mig, der som så mange andre amatørgolfspillere, har en tendens til at sende bolden mod højre side af fairway. Pinjetræerne, i netop højre side, ser nu pludselig særdeles store ud, og det reelle mulige landingsområde er faktisk snævret betragteligt ind. Når man tager med i ligningen, at også greenen er ganske godt beskyttet af bunkers, er det i hvert fald ikke en bane, der egner sig til en total koldstart.
Gode greens gør golfere glade
Flere gode og udfordrende golfhuller med spektakulære tee-slag dukker op på den kuperede bane efterhånden, som man bevæger sig frem. Personligt elsker jeg par 3 huller, hvor man slår ned mod en lavere placeret green, og heldigvis findes der flere af disse på South Course. Eksempelvis er hul 11 en rigtig lækkerbisken, hvis man har disse præferencer. Et 151 meter langt par 3 hul, hvor niveauforskellen mellem teested og green vel nærmer sig 20-22 meter. Hvis bolden ikke når langt nok, venter et ganske vanskeligt indspil, ind mod den kuperede green.
Også hul 8 gør sig særligt bemærket som et fremragende, men svært golfhul med næsten 90 graders højre dogleg. Tee-slaget skal tilmed slås knap 200 meter ud i en smal fairway, der hælder kraftigt mod venstre, ned mod en række – ja gæt selv – store paraply pinjetræer. Hernede under trækronerne, skal der så slås et lavt punchlignende approachslag, de ca. 170 meter op mod en højt beliggende green, som i øvrigt er beskyttet af en stor bunker i venstre side. Efter min mening uden tvivl banens vanskeligste hul, men som så ofte før er jeg uenig i ratingen, og scorekortet klassificerer det kun som banens 3. sværeste af de 18 huller. Dette, sammenholdt med en greenfee-pris på 148 euro for en runde i højsæsonen, hvilket er markant højere end mange af de øvrige golfbaner på Algarvekysten, kan dog ikke rokke ved den generel gode oplevelse det er at spille banen. Indtrykket af banen er simpelthen ganske fortræffelig. Et glimrende banedesign, et fortrinligt serviceniveau og en bane i generel tip top stand betyder som regel glade golfspillere. Ikke mindst udmærker South Course sig med greens, der allerede her i marts måned er knivskarpe og lynhurtige. Noget der i den grad kan bringe julelys i øjnene på enhver vinterbleg golfspiller, når man kommer fra gumpetunge og ujævne vintergreens i det kolde nord.
FAKTABOKS:
Greenfee på South Course – Quinta do Lago:
148 euro (mar., apr., maj, sep. og okt.)
129 euro (nov., feb. og jun.)
108 euro (dec., jan., jul. og aug.)
Alternativt kan der med fornuftige rabatter købes golfpakker, der inkluderer de andre 2 baner i Quinta De Lago.
Buggy: 50 euro
Elektrisk trolley: 20 euro
Almindelig trolley: 6 euro
Rejsen dertil:
Der kan flyves direkte fra både Billund og Kastrup lufthavn til Faro.
I Faro kan der fra ca. 500 kr. pr. uge lejes en mindre bil. Alternativt kan der meget billigt tages taxa til golfbanerne nær Quinta do Lago. Køreturen er kort.
