Gustav Frimodt nærmer sig stille og roligt det niveau, hvor han kan lave en fin professionel karriere

Det kom bag på mange, at Gustav Frimodt ikke bare vandt DIAC, men at han førte fra start til mål. Det har også givet ham selv herlige minder.
– Forinden spillede jeg fint i Spanien, hvor en dårlig første runde skjulte, hvor godt jeg spillede. I DIAC blev prøverunden mandag spillet i møgvejr, men det gjorde ikke noget, for jeg har spillet Silkeborg meget tit.
– Første teetime var kl. 13, og det passede mig fint. Jeg havde Emil Løvstrup på baggen, og da han ikke kunne blive til sidste dag, fik min bror Magnus tjansen, så alt passede fint – også spillet gennem hele første runde, som gik i -7. Bl.a. fordi jeg er god til at reparere fejl og altid taber bolden til den rigtige side.
Frimodt klager lidt over, at putteren svigtede ham anden dag, hvor han følte, at han spillede bedre end til -1, som var nok til at holde føringen.
– For-9 er meget lettere end bag-9, især de afsluttende fire, så det var vigtigt at være under par halvvejs. Det var jeg i tredje runde og holdt par resten af vejen. -2 og fortsat føring i -10.

Superstart
Efter at have bjerget par fra en bunker på sidste rundes første hul gik det stærkt: Birdies på 2, 5, 7, 11 og 13. Så var han fem slag foran og kom bogeyfrit rundt. Sejr med ny scoringsrekord.

Golf som 3-årig
Gustav blev taget med på Vestfyns GK og fik et golfsæt af sin far som 3-årig. Han blev meldt ind i klubben som 5-årig og elskede spillet. Næsten hver dag cyklede han direkte fra Glamsbjerg Friskole til træning med Michael Skjerbek. I weekenderne gik det løs fra morgen til aften, og da han var 13, skiftede han til Odense Eventyr Golf, der har et fint elitearbejde, bl.a. med Martin Kiel Larsson. Han kom på ISI efterskolen i Ikast og blev udtaget til landsholdsgruppen.

EM-medalje
Nu spillede han ranglisteturneringer og kom til at spille German Boys og EM for drengehold i Østrig 2016.
– Det blev sjovere og sjovere, og da vi fik EM-bronze i Østrig var det virkelig, virkelig sjovt! I kampen om tredjepladsen havde vi tabt begge foursomes, så vi skulle vinde fire singler. Jeg vandt den første 4&2 på vej mod at løse opgaven.
Året efter bestilte Gustavs forældre ferie i La Manga, hvor drengeholdet vandt guld. Det nød de, men ærgrede sig lidt over, at Gustav var sendt med herreholdet til Østrig!

College
Efter et dårligt 2019 røg han ud af landsholdstruppen, men startede til gengæld på Texas Christian University i Fort Worth, hvor han har høstet mange erfaringer i de første tre af fire eller måske fem år, før han har en grad i stragegic communication.
Han har spillet baner med mange forskellige græstyper og mange meget kendte baner. Hans hjemmebane er The Colonial, men han har fx spillet Pebble Beach ti gange. Blandt adskillige udmærkede resultater er det bedste formentlig kæresten Caroline, som i sommer er med i Danmark – men han har faktisk også spillet en runde med quarterback-legenden Tony Romo.

Bedre i Danmark igen

I Danmark er han nu medlem af Great Northern i Kerteminde, der er ’et fedt sted med fine faciliteter og et godt træningsbudget’, som han siger.
Arbejdet med Søren Hansen og Kenneth Hansen har givet fine resultater. Sølv ved DM i slagspil 2021 og senest sejren i DIAC.
Han regner med at turne pro efter et eller to år, men er ikke sikker på, om han vil forsøge sig i Europa eller USA, hvor han har så mange gode kontakter. Vi får se!

Forrige artikelFlere nydelige danske resultater torsdag
Næste artikelLIV-balladen bliver vildere og vildere
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.