Patrick Cantlay og Xander Schauffele (billedet) er noget af det nærmeste man kommer bedste venner i professionel golf, og søndag er de i direkte duel om sejren i The Genesis Invitational i hjembyen Los Angeles.
Den olympiske mester, Schauffele, gjort et stort indhug i Cantlays forspring, da han lørdag gik Riviera CC i 65 slag (-6), 5 slag bedre end vennen Cantlay, som dog havde et massivt forspring at tære af. Det forspring er nu kun 2 slag.
Og skulle Xander Schauffele ikke stå distancen i førerbolden, så lurer Will Zalatoris, der nu synes fuldt restitueret efter en skade, der har plaget ham i næsten et år, i næstsidste bold. Han deler andenpladsen med Schauffele. Luke List har hele turneringen holdt sig tæt på toppen, men er tre efter.
Stillingen: Cantlay -14, Schauffele og Zalatoris -12, List -11, Harris English og Jason Day -10.
Nicolai Højgaard kommer ikke til at spille en rolle, da han lørdag var 2 over par, og ligger blandt de sidste i feltet i +1. Han skal ud i dagens tredje bold i selskab med Andrew Putnam, og spiller de lidt frisk til, er det lige før at de er i klubhuset når førerbolden slår fire timer og fem minutter efter dem.
Foto: Getty Images