I Europa vil Presidents Cup, hvor USA møder resten af verden minus Europa, altid stå i skyggen af Ryder Cup. Ikke mindst, fordi Ryder Cup hyppigt har voldsomt drama, mens USA normalt bare vinder Presidents Cup.
I år er Royal Montreal i Canada vært for Presidents Cup 26-29. september, og nu er begge hold på plads, efter at kaptajnerne Jim Furuk og Mike Weir begge har tildelt deres Captain’s Picks – det, vi plejede at kalde wild cards.
Furyk havde fra den faste liste Scottie Scheffler, Xander Schauffele, Collin Morikawa, Wyndham Clark, Patrick Cantlay og Sahith Theegala. Derefter udtog han selv Sam Burns, Keegan Bradley, Tony Finau, Brian Harman, Russel Henley og Max Homa. En lille overraskelse var udeladelsen af Justin Thomas, der har været på samtlige udvalgte amerikanske hold siden 2016 – men han har ikke spillet godt i lange tider.
Mike Weir havde fra den faste liste Hideki Matsuyama, Adam Scott, Jason Day, Sungjae Im, Tom Kim og Byeong Hun An. Det spændende var, hvor mange canadiske spillere han ville give wild cards.
Man kan roligt sige, at han lagde sig ud med hjemmepublikum ved at gå uden om Nick Taylor og Adam Hadwin og i stedet komplettere holdet med Corey Conners, Taylor Pendrith, Mackenzie Hughes, Christiaan Bezuidenhout, Min Woo Lee og Si Woo Kim.
Trods alt to canadiere og et formstærkt hold, som dog næppe har nogen chance mod USA. Det får vi se.
Gettys billede viser Jim Furyk (tv) og Mike Weir, da de i 2003 mødtes på banen. Nu står de over for hinanden som kaptajner.