26-årige Jana Melichova (billedet/ Getty) fra Tjekkiet leverede en stor overraskelse, da hun vandt Dutch Ladies Open på Hilversumsche GC. Hendes bedste placeringer i år har været en 7. og en 9. plads, men da hun gik sidste runde i -4, var det nok til at passere den ellers suveræne Kim Metraux fra Schweiz, der gik i +2 efter at have indkasseret en triple bogey på hul 12.
Melichova sejrede i -11 foran Metraux -10. Nicole Broch Estrup gik slutrunden i -1 og blev nr. 18 i -4, og på Order of Merit ligger hun nu nr. 9.
Sofie Kibsgaard blev nr. 21 i -3 efter en sidste runde i par, mens Cecilie Finne-Ipsen blev nr. 40 i par.
På Challenge Tour sejrede englænderen Frank Kennedy i -13, mens Lucas Bjerregaard blev nr. 14 i -8 og Jonathan Gøth-Rasmussen nr. 24 i -6. Det så sort ud for ham, da han nåede de tre sidste huller i +4 for dagen, men så sluttede han af med tre birdies.
Jeppe Kristian blev nr. 55 i par og Nicolai Kristensen nr. 64 i +3.