”145 golfbaner venter!”

GOLFBLADET har taget turen over Øresund for at teste nogle af banerne i Sydsverige. Her er 145 golfbaner at vælge imellem – og de ligger tæt. Sydsveriges mangfoldige natur byder på store golfoplevelser, lige fra velholdte og usædvanligt smukke parkbaner til baner med rå natur og klippeformationer.

I disse artikler besøger vi blandt andre den skønne Vasatorp ved Helsingborg. Den meget udfordrende Tournament Course på Vasatorp er både i 2015 og 2016 kåret som Sveriges bedste bane. Og i årene fra 2013-2015 besøgte Ladies European Tour (LET) Vasatorps GK og spillede Helsingborg Open.
Nord for Helsingborg besøger vi den det charmerende Ringenäs Resort med hotel direkte på golfbanen samt Halmstad GK. Norra Banen på Halmstad GK har alt, hvad en god golfbane skal have. Et smukt og udfordrende layout, variation og ikke mindst en vedligeholdelse, der næsten er uden sidestykke på golfbaner i Skandinavien. Norra Banen havde værtsskabet for Solheim Cup i 2007. I 2011 blev der afholdt EM, og der blev senest i 2017 spillet Annika Invitational.
Linksbanen på Falsterbo sætter gode spor i hukommelsen. Blot 45 minutter fra København føles det som at spille på en blæsende kyst i Skotland eller Irland. Turfen er fast, lyng blandes med marehalm, klitter er her også – det kan ikke blive meget mere links. Desuden er Falsterbo Golfklub den første golfklub i Skandinavien som i 1986 afviklede PLM Open, som var en del af europatouren.
Nabobanen Ljunghusen er en af Sveriges ældste golfbaner. Her bliver man udfordret af hele 80 bunkers, 12 vandhazarder, og ofte en strid vind. Ljunghusen regnes som en af Sveriges sværeste baner. Klubben blev grundlagt i 1932 og blev i 1965 den første i Skandinavien med 27 huller. Banen er ligesom Falsterbo en af de få ægte links i Sverige, og ligger smukt i et stort naturområde.
Disse gamle golfbaner bærer på stolte traditioner, og klubberne har til stadighed formået at udvikle og forbedre banerne, så de både lever op til en meget høj vedligeholdelsesmæssig standard, samtidig med et udfordrende layout.


Herregårde og gårdbutikker

Vil du krydre golf-ferien med noget ekstra, så rummer Skåne næsten 300 slotte og herregårde. Regionen kaldes for Sveriges spisekammer og er en drøm for både gårdbutiksentusiaster og haveelskere, der vil opleve parker i kombination med gourmet-mad, udstillinger og grønne festivaler.
Regionen var en del af Danmark indtil midten af 1600-tallet, og den danske forbindelse er stadig tydelig rundt omkring på landet og i byerne.

Forrige artikelOlesen nr. 6, Nicolai Højgaard nr. 10
Næste artikelUSA update: Nicole alene videre
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.