Medlemsboom i Silkeborg Ry på trods af, eller måske på grund af corona.
Da Dansk Golf Union i kølvandet på Mette Frederiksens berømte corona-pressemøde 11. marts i år, anbefalede medlemsklubberne, at lukke deres anlæg helt ned, fulgte Silkeborg Ry Golfklub trop. Begge klubbens to 27 hullers anlæg blev lukket for såvel medlemmer som gæster, og da klubben samtidig stod overfor selv at skulle overtage restaurantdriften på begge baner – i Silkeborg og i Ry – mødtes bestyrelsen til et krisemøde, hvor man opbyggede tre forskellige økonomiske scenarier for konsekvenserne.
Det værste scenarie opererede med et tab på omkring 1,5 – 2 millioner kroner. Rigtigt mange penge, selv for en stor og professionelt drevet klub som Silkeborg Ry.
Det har imidlertid vist sig at være gået helt anderledes. Hvis klubbens egne prognoser for resten af året holder, så kommer man tæt på 2.200 medlemmer 1. oktober. ”I første omgang satte corona en bremse for udviklingen, siden ændrede det sig positivt. Rigtigt mange af golfbranchens nye medlemmer er folk, der er vendt tidligere tilbage til golfen end ellers, fordi de fik foræret mere tid,” Mads Faber, der er golfmanager i Silkeborg Ry Golfklub.
”Vi har scoret big time på corona,” siger klubbens direktør Mads Rugholm og ved godt at det kan lyde og opfattes forkert, så derfor understreger han sine ord.
”Vi har fået 308 nye medlemmer år til dato, hvoraf de 73 er Pay & Play-medlemmer. Vi har altså fået 235 nye DGU-medlemmer. Antallet af spillede runder på vores baner lander på ca.84.000 i år, mod normalt ca. 75.000, og i maj, juni og juli måned lå vi på indeks 135 for antal spillede runder, og indeks 160 på antal greenfee-spillere. Samtidig har vi sparet penge til lønninger, da vi jo var tvunget til at sende en del medarbejdere hjem i en periode. Alt i al forventer jeg, at vi ender med et plus i regnskabet tæt på 1,5 millioner kroner, og altså et resultat, der er tæt på 3 millioner kroner bedre end det værste vi havde frygtet, da banerne blev corona lukket”
Loyale i forhold til budskabet
Poul Hansen, der både er formand for Silkeborg Ry Golfklub og for aktieselskabet, der ejer og driver anlæggene, siger, at corona-situationen krævede rigtig meget kommunikation til medlemmerne.
”Vi har stort set fulgt DGU’s anbefalinger i forhold til nedlukning og siden i forhold til hvordan vi kunne åbne igen, men vi brugte også en del kræfter på at påvirke DGU’s anbefalinger, som vi ikke nødvendigvis var enige i. Vores bestyrelse er en professionel bestyrelse, hvor de forskellige kompetencer supplerer hinanden og vi var meget opmærksomme på, at vi sender et klart og fælles budskab til medlemmerne. Vi kan godt være uenige internt, men vi står loyalt bag de budskaber vi kommunikerer ud. Derfor er vi også foreløbigt kommet godt igennem corona-krisen,” siger han.
Golfmanager Mads Faber står for opgaven med at formidle de mange budskaber og holde medlemmer og gæster orienteret og opdateret, og han fortæller, at det har presset staben til det yderste.
”Da det var værst, stod vi med fire forskellige situationer, vi skulle håndtere. Dels en masse foranstaltninger og restriktioner som følge af corona, dernæst en markant øget tilstrømning af nye medlemmer som vi skulle sørge for fik en god oplevelse. Det har langt et stort pres på vores trænerteam, og begynderudvalg. Vi oplevede en øget tilstrømning af gæster, som nu blev hjemme og holdt ferie, og som også skulle have en god oplevelse med at besøge os, og endelig var vi naturligvis også meget udfordret af, at Golfbox var nede i store perioder. Det har virkelig været nogle drøje måneder, men jeg synes vi har lykkedes med det,” siger han.
Mads Rugholm, der er direktør for SRG, forstår ikke de mange danske golfklubber, der også denne sommer satte deres greenfee-priser markant ned. I Silkeborg Ry gjorde man nærmest det modsatte. ”Man opererer med skiftende sæsoner, og juli er normalt ’middelsæson’, men i år fortsatte vi med ’højsæson-priser’ som i foråret, og det havde vi ingen problemer med at sælge, tværtimod.
Vi går efter et greenfee-segment, hvor prisen betyder mindre. De vil have kvalitet, og det får de,” siger Mads Rugholm.