Det tegner til en meget meget spændende weekend med meget på spil for mange danske spillere.
I Portugal Open kæmper Lucas Bjerregaard (billedet) for sine spillerettigheder til European Tour, og holder han den andenplads, han i -10 deler med Adri Arnaus, Matthieu Pavon og Thomas Pieters, er han allerede sikkert i havn. Nino Bertasio fører stadig i -12, mens der er tre slag til forfølgerne.
Joachim B. Hansen og Nicolai Højgaard ligger som delt 12 i -6, Rasmus Højgaard som 23 i -4, og Thorbjørn Olesen i -1 som nr. 48.
I Challenges Tours Grande Final kæmper Niklas Nørgaard Møller for at komme ind i top-20 på Order of Merit og få kort til European Tour. Efter to runder ligger han i turneringen som nr. 19 i -1, og det vil præcis betyde, at han bliver nr. 20 på OOM,hvis alle de øvrige holder deres placeringer.
Marcus Helligkilde ligger på delt tredjeplads i -6 og kan kravle op som nr. 2 på Order of Merit. Nicolai Kristensen kan muligvis gøre det umulige og komme frem i top-20 med en super weekend. Han ligger som delt 5 i -5 og aktuelt til at blive nr. 27 på Order of Merit, men der er kort til toppen, hvor man netop nu finder sydafrikanerne Oliver Becker og JC Ritchie i -7.