Danmarks bedste golfspiller gennem tiderne er fyldt 50 år og kan nu se frem mod at spille på Legend’s og –Champions Tour.

18. februar rundede Danmarks største golfspiller gennem tiderne, Thomas Bjørn, en milepæl, da han fyldte 50 år.
Dermed er Silkeborg-drengen med de 15 sejre på European Tour i golfsammenhæng blevet ’voksen’. Han kan nu spille på den europæiske Legend’s Tour, som er en relancering af den oprindelige Senior Tour (Staysure Tour), som har 13 turneringer på programmet, startende 7.-9. maj i Østrig, og indeholdende tre majors; KitchenAid Senior PGA Championship, U.S. Senior Open, begge i USA og i samarbejde med Champions Tour, og The Senior Open presented by Rolex, som spilles på Sunningdale til juli.
Men til Dansk Golf udtalte Thomas Bjørn i et fødselsdagsinterview, at han har en drøm om at få nogle invitationer til Seniortouren i USA, og som vindende Ryder Cup-spiller og -kaptajn er det næppe helt usandsynligt. Heller ikke selvom det er et nåleøje at komme igennem til den økonomisk lukrative Champions Tour, hvor man helst skal have vundet på PGA Tour og – gerne – have vundet major-titler. Dem har Thomas Bjørn trods alt ingen af, selvom det er blevet til tre andenpladser og en god håndfuld top10-paceringer gennem karrieren.

Hjemme i London
Champions Tour i USA, hvor Thomas Bjørn kan blive genforenet med gamle kolleger som Miguel Angel Jimenez, Colin Montgomerie, Bernhard Langer og Ernie Els, er modsat den europæiske Legend’s Tour særdeles profitabel. Der er 41 turneringer på programmet i denne sæson, og de fleste turneringer har en samlet præmiesum, der er på samme niveau eller større end f.eks. Made in Himmerland, sådan for at sætte tingene i perspektiv.
Thomas Bjørn har dog næppe tænkt sig at flytte adressen permanent til USA for at spille fuldt program derovre, selv hvis muligheden skulle byde sig. Han bor i London-området med sin engelske kæreste, og han har plads i European Tours bestyrelse, hvor han gennem årene er blevet en stadigt mere magtfuld og højt respekteret stemme.
Desuden har Thomas Bjørn stadig lyst til at konkurrere med de yngre spillere på European Tour, hvor han kan spille alt det han har lyst til på en såkaldt ’legends kategori’.

Forrige artikelGOLFBLADET kårer: Danmarks bedste par3-hul
Næste artikelLyngbygaard vært for Tour-skolen
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.