Thomas Bjørn har igen fået muligheden på PGA Tour Champions i American Family Insurance Championship i Wisconsin. Efter første runde ligger han på delt tredjeplads i 3 under par, bare 1 slag fra de to førende, Glen Day og Boo Weekley.
Bjørn er i godt selskab på tredjepladsen, som han deler med majorvinderen Lee Janzen, den flerdobbelte PGA Tour-vinder Jerry Kelly, den tidligere verdensetter David Duval og Wisconsins egen golfhelt, tidligere Ryder Cup-kaptajn, Steve Stricker.
På LPGA ligger Nanna Koerstz Madsen på delt 17. plads efter første runde af Shoprite LPGA Classic i New Jersey. Hun er 4 under par i et tæt topfelt, hvor kun thaien Arpichaya Yobol har skilt sig ud. Hun leverede et orgie af birdies afsluttende med en eagle for en runde i 61 (-10) og fører med 2 slag.
Verdens nummer 1 Scottie Scheffler sluttede stærkt af i anden runde af Signature turneringen The Memorial Tournament i Ohio, og ligger i -9 tre slag foran Adam Hadwin og Viktor Hovland. Så ved man jo lidt hvor pilen peger hen. Men Scheffler var sårbar undervejs, hvor der kom et par sjældne bogeys på kortet.
Trods begrænset felt er der cut i turneringen, og det klarede den unge amatør Jackson Koivun, mens bl.a. Jordan Spieth, Wyndham Clark og Patrick Cantley må rejse videre uden at få del i weekenden.
Foto: Getty Images