Thomas Bjørn var bogeyfri og ligger sammen med bl.a. Lucas Bjerregaard på en delt 12. plads efter første runde af Portugal Masters på Victoria banen i Vilamoura på Algarve.
Joachim B. Hansen kom langsomt i gang, men fik lukket pænt af og er -2 hvilket rækker til en 38. plads, og også Nicolai Højgaard er under par, i -1, og indenfor cuttet. Men han skal bruge nogle birdies de næste tre dage, hvis han skal sikre sig et tourkort uden at skulle omkring tourskolen. Udenfor det aktuelle cut ligger både Jeff Winther og Søren Kjeldsen i +1, men de er ikke længere væk end at de med en god anden runde er med i weekenden.
Victoria-banen spillede ikke helt så let som den har gjort før, men mulighederne er der og det viste sydafrikanske Louis de Jager med en runde i 63 slag (-8). Det rækker til førstepladsen og et avancement fra nummer 113 på Race to Dubai til 59. Sidste år gik Oliver Fisher en 59’er, i dag måtte han nøjes med 65 og det giver andel i andenpladsen.
Op af bakke for Emily
På legendariske Pinehurst Resort i North Carolina er Emily Pedersen i gang med det afgørende Tourskole-maraton om 45 kort til LPGA Tour. Der spilles otte runder og Emily gik onsdag første runde i 74 slag. I dag gik det desværre galt med to sene dobbeltbogeys og med 79 og samlet +11 er hun blot nummer 94 og blandt de sidste i feltet, der er hele 9 slag til et tourkort, men heldigvis stadig seks runder tilbage.
Foto: Getty Images