Thomas Bjørn havde en gevaldig kanin i hatten, da han for et øjeblik siden offentliggjorde sine Captain’s Pick.
Først valgte han Paul Casey, hvilket ikke overraskede mange, men da Thomas Bjørn som sit andet wild card pegede på Spaniens Sergio Garcia var det et chok.
Den 38-årige spanier har mildt sagt ikke vist storform det seneste års tid, hvor han er raslet ned af alle ranglister, misset cuttet i alle fire majors og sluttede udenfor de 125, der kvalificerede sig til FedEx Cup slutspillet i USA. Men Thomas Bjørn valgte ham alligevel, ikke mindst fordi ‘Sergio er Sergio’, som han sagde. “Sergio er på en måde holdets hjerteslag, han er fantastisk i team rummet,” sagde Thomas Bjørn, der også fik plads til Ian Poulter og Henrik Stenson.
Dermed valgte han i den grad erfaring fremfor aktuel form, og både vinderen af Made in Denmark, Matt Wallace, og spaniens ganske formstærke Rafa Cabrero Bello kan med en vis ret føle sig forbigået og må være meget skuffede.