Golfcentret udnytter sin placering midt i sommerhusområdet ved Vesterhavet, samarbejder med Sportpark Blaavandshuk og planlægger udbygning med feriecenter

Blåvandshuk Golfcenter ligger mellem Nationalpark Vadehavet og Naturpark Vesterhavet. Det betyder, at naturen er bjergtagende, men ikke giver mulighed for at etablere en klub, der i sig selv har medlemmer nok til at bære den daglige drift, selv om man faktisk i år har 60 på begynderholdet og i alt ca. 450 medlemmer. Det skal så kompenseres ved en stram økonomi, samt at man er dygtig til at tiltrække turister fra de omliggende sommerhusområder.

Tre baner
Det gør man bl.a. ved at have tre baner. En 18 hullers-bane, projekteret af Erik Faurholt, der blev indviet i 1992 og således har 25 års jubilæum i år, samt to 9 huls baner, der er karakteristiske ved, at den ene, Engbanen, kun har par-3-huller, mens den anden, Skovbanen, kun har par-4-huller.
Da centret skiftede ejer i 2014, blev der foretaget betydelige investeringer i anlægget, og bl.a. blev Engbanen perfektioneret, så den var indbydende for alle de turister, der ville forsøge sig, og den er et vigtigt aktiv.
Det er blevet et statussymbol for mange, der starter på Engbanen, at få pro’en Arne Tinnings accept af, at de nu er klar til at spille på Skovbanen.

Faciliteter
Ankomsten til centret er i sig selv en æstetisk oplevelse. Harmoniske, hvide bygninger med perfekte stråtag og fin skiltning til alt, hvad man gerne skal kunne finde.
Restauranten har en betagende udsigt over Engbanen, den åbne del af 18 huls-banen og Ho Bugt, der på mange dage er vindomsust med ’hvide heste’ på toppen af bølgerne. Bygningerne skaber læ for gæsterne i ’hul 19’-området, og det kan være vigtigt, for blæsten går ofte meget frisk ved vestkysten.
I proshoppen kan Adam Huang fremvise et forbløffende udvalg af golfudstyr, og han bistår alle med greenfees og scorekort.
Øvefaciliteterne: driving range, putting green og indspilsområde, er glimrende.

18 huls banen
Faurholts bane falder i to markante halvdele. For-9 ligger helt åben. Den er linkslignende med mange små vandløb, der krydser fairways, og mange søer på siderne. Desuden er der flere velplacerede bunkers. I de seneste år er etableret nye drænings- og vandingsanlæg, og selv i den aktuelle tørke er banen ikke støvende tør.

Den dag, jeg spillede, blæste det en halv pelikan, så forskellen på med-, mod- og sidevind var stærkt udfordrende. Greens var med velberåd hu klippet, så boldene kunne ligge stille. Ellers havde det været en grim runde. Nu blev det en fornøjelse, ikke mindst fordi vindsuset hele tiden blandede sig med bølgebruset og skrig fra mange havfugle.

Efter hul 9 krydser man vejen til plantagen, og derefter er udfordringerne radikalt ændret. Mindre vind, ingen vand, men flere steder forholdsvis smalle fairways, der på nogle huller er så bakkede, at gode slag kan straffes af uheldige hop, der sender bolden ind i skoven.
På flere huller kan man vælge, hvilken vej man vil gå uden om en hazard, der splitter fairway, ligesom der på 15. hul er et ekstra landingsområde, man kan bruge, hvis man ikke bliver nervøs over at slå sit andet slag over utilgængelige områder.
Det er en bane, man skal spille flere gange, før man finder frem til den optimale course management, og hvis natur varierer med vindstyrke og -retning.

Visioner
Peter Nielsen, der i 2012 overtog Blåvandshuk Idrætscenter, har arbejdet intenst for et samarbejde mellem de aktiviteter, der skal lokke turister til, og et af resultaterne er, at han nu er ansat på halv tid som leder af golfcentret.
Han stræber efter dels at skaffe mulighed for flere overnatninger, dels efter at skabe et samarbejde mellem alle egnens attraktioner. Fra det nye Tirpitz Museum, der siden åbningen i 2017 allerede har haft mere end 300.000 gæster, til sports- og motions-interesserede.

Idrætscentret er blevet omdøbt til Sportspark Blaavandshuk, så tyskerne også kan sige det, og har både badeland og svømmehal, men også baner til mange slags boldsport og fitness samt et nyt, kæmpestort E-sportscenter.

Ved Golfcentret er det nu planen at etablere en fodboldgolfbane i en plantage, og et feriecenter med 100-150 enheder, bl.a. med udendørs spa og hytter med udsigt over golfbanen. Her er det meningen, at alle gæster skal råde over en golfbil, så det er let at komme frem og tilbage på hele området.
En del ting er allerede sket. Fx indebærer en række sommerhusaftaler, at lejerne af sommerhusene kan spille gratis på Engbanen. Desuden er mandag eftermiddag gratis for alle. Det tiltrækker 60-70 mennesker hver gang, og det giver ekstra gang i omsætningen i restauranten.

Peter Nielsen regner med, at det gør, at i løbet af få år kan få så god gang i økonomien, at man ikke skal vende hver en krone.

Forrige artikelSebastian har vundet såvel VM som EM
Næste artikelGreenweek er et succeskoncept
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.