Paradoksalt nok var det en fordel for Justin Rose at være den eneste kvalificerede i verdens top10, der ikke stillede op i Sentry Tournament of Champions.
Den netop afsluttede Sentry Tournament of Champions på Hawaii havde otte af verdens ti bedste spillere på startlisten. Kun to manglede altså. Den ene, Tony Finau, var ikke kvalificeret fordi han ikke vandt en PGA Tour turnering i 2018, den anden, Justin Rose, kunne have spillet, men valgte at forlænge juleferien.
Det viste sig at være en rigtig god beslutning. I hvert fald, hvis placeringen på verdensranglisten betyder mere end lidt ekstra dollars på den bugnende bankkonto. Da Brooks Koepka blot sluttede på en 24. plads på Hawaii, mistede han nemlig førstepladsen på verdensranglisten til Justin Rose, der altså profiterede af ikke at stille op.
Nu kan den 38-årige englænder nyde atter et par uger på verdensranglistens førsteplads fra sin solseng, for da hverken han eller Koepka spiller med i Sony Open i næste uge er Rose sikker på at bevare førstepladsen et par uger frem.
Danskerne holder pladserne
Med sejren på Hawaii avancerede Xander Schauffele fire pladser og er nu nummer 6 i verden, mens Jon Rahm, Francesco Molinari og Tony Finau alle faldt én plads tilbage. Finau havde altså ikke samme glæde af ikke at være med som Rose.
De to bedst placerede danskere på verdensranglisten bevarede deres pladser; Thorbjørn Olesen er nummer 43, tæt fulgt af Lucas Bjerregaard som nummer 45. Bemærkelsesværdigt er det, at Thomas Bjørn nu blot er nummer 1011 i verden. Man skulle måske tage et frisk væddemål, at sætte en plovmand på, at den danske Ryder Cup kaptajn bliver en af årets højdespringere på verdensranglisten, nu hvor han ikke længere skal tænke på andet end sit eget spil.
Se den aktuelle verdensrangliste her.
Foto: Getty Images