I påsken og efterårsferien 2022 drager op til 327 gæster ad gangen med luksusfly til Mauritius – eller Maldiverne

Mauritius er tidens hotte mål. Danskere, der drager til Mauritius som turister, golfspillere eller begge dele, tælles nu i tusinder, fordi øen i Det Indiske Ocean ikke er overrendt og derfor har beholdt sin umiddelbare charme. Klimaet er tropisk paradisisk, bjergene betagende, golfbanerne fremragende og udflugtsmulighederne eksotiske.

Luksusfly
Blixen Tours har taget konsekvensen og indgået en aftale med Qatar Airways om charterfly i form af intet mindre end Airbus 350. Fly, som i sig selv er luksuriøse, men som også har Q-suiter for dem, der vil have særligt behagelige omgivelser på den lange rejse. Her sidder man med en overflod af plads og med et valg mellem stribevis af spændende inflight-programmer og -akltiviteter på de store skærme.

Påske og efterår
Den første afgang er 8. april med hjemkomst 2. påskedag om morgenen. I efteråret starter man fredag i uge 41 og kommer hjem søndag morgen i den følgende uge.
Når man er landet, spredes man til de valgte hoteller. Der er adskillige femstjernede hoteller at vælge imellem, og golfspillere kan fx vælge, som de vil spille på Ernie Els’ Anihita, Bernhard Langers Ile Aux Cerf, der snor sig igennem en tropisk skov med ikke mindst et 18. hul, hvor man skal slå over to dramatiske kløfter; eller om de vil spille på Heritage Golf, der blev historisk i dansk golf, da Rasmus Højgaard her vandt sin første sejr på European Tour sidst i 2019, og hvor man aldrig vil glemme banen, der ligger på kanten af det fløjsblå hav.
På hotellerne kan man selv vælge, om man vil bade i de store pools eller vil forsøge sig i Det Indiske Ocean.

Udflugter
Mauritius byder på originale udflugter. Vejene rundt på øen er lidt bumpede, men de fører til mål, der er hele dagen værd, eller til en overflod af naturoplevelser som fx overdådige vandfald.
Vil man shoppe, er der såvel udmærkede butikker som et stort marked i Port Louis, hvor der ovenikøbet er en passende mængde varer, der ikke er made in Hong Kong.
Man kan studere sukkerplantager eller måske allerbedst gå i den botaniske have, som måske er verdens mest spændende, ikke mindst fordi så stor en del af træer og planter på Mauritius er endemiske, dvs. de findes kun her – og man glemmer aldrig nogensinde hverken de utrolige kæmpeåkander eller omviserne, der har udviklet en helt særlig form for humor.
På havet kan man sejle med katamaraner, studere delfiner eller tage på hvalsafari. Ingen skal tro, at Mauritius bare er en tilfældig ø i oceanet.
Et dyr, som man vil se afbildet eller skulptureret over hele øen uden nogensinde at møde den, er dronten. Den er uddød, fordi den ikke kunne flyve og derfor som havskildpadderne ikke kunne flygte, når sultne søfarere provianterede på øen.

Maldiverne
Foretrækker man en anden bid af paradis, kan man i stedet tage med til en anden Blixen-charterattraktion, Maldiverne.
Her er den første mulighed allerede uge 7, men siden er der også hertil rejser i påsken og i efterårsferien.

Forrige artikelTirsdagsanekdoten: Fantastiske Langer sætter ny rekord
Næste artikelBo gjorde det
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.