Gode baneændringer og fine faciliteter ved Nordjyllands populære ferieområde.
Blokhus Golfcenter er et af relativt få kommercielle golfanlæg herhjemme, hvor golfklubbens medlemmer naturligvis lægger et godt og uundværligt fundament for økonomien, men hvor greenspillere, og gæster i det hele taget, er altafgørende for stedets eksistens.
Siden 2013 har PGA-proen Dan Stage og hans kollega Casper Bruun ejet det nordjyske golfanlæg med 27 huller, træningsfaciliteter, klubhus og gæstehuse med ti lejligheder sammen med partneren Jens Peter Pedersen og Stages familie. De købte anlægget ud af konkursboet efter ProArk koncernen, og fik det ifølge Dan Stage til ’en fornuftig pris’, der lige akkurat ville gøre det muligt at forrente investeringen og skabe en fornuftig forretning.
”Da ProArk gik konkurs, og der pludselig kom 11 golfbaner rundt om i landet til salg, opstod muligheden for at få en drengedrøm om at eje en golfbane til at gå i opfyldelse for min gode ven Jens Peter og jeg. Min makker i Tange Sø Golfklub, Casper, var frisk på at gå med, og blandt de mulige baner var Blokhus den mest attraktive for os,” siger Dan Stage, som fortsat driver pro-shoppen i Tange Sø, mens Casper Bruun har et fuldtidsjob som PGA pro i Dronninglund Golfklub på den modsatte side af den nordjyske spids af Danmark.
Det lykkedes at erhverve anlægget med dertil hørende klub, og de seneste seks år har ejerne arbejdet på at få bragt alting op på et højere niveau. ”Det er ingen hemmelighed, at det var et temmelig misligholdt sted vi overtog. Der er blevet lagt mange ressourcer i at forbedre banen, som vi selv synes vi er lykkedes rigtigt godt med, klubhuset var nedslidt og trængte til en kærlig hånd. Meget af træet skulle skiftes ud og vi har malet det sort i stedet for gult. Vi har også investeret i et stort, meget moderne fitting studio, der gør os i stand til indendørs at foretage al tænkelig form for tilpasning af udstyr og træning, og vi er i dag en Flagship Store inden for Golfstore-koncernen med et meget stort udvalg af udstyr, tilbehør fra bags og trolleys til sko og golfbeklædning,” siger Dan Stage.
Baneændringer
Folk kommer langvejs fra for at blive serviceret til køb af nyt udstyr, og det smitter også af på antallet af solgte greenfees. Klubbens 400 fuldtids medlemmer og 300 på ’andre medlemsformer’ er ikke i sig selv nok til at forretningen kan løbe rundt, men mange tusinde gæster udefra, både danske og svenske, giver rigtigt godt og trods hårde tider generelt i golfbranchen, så klager Dan Stage ikke.
Det er en stor fordel, at banen er anlagt på meget sandet jord, så den dræner godt, for det betyder at den allerede er i rigtigt god stand så tidligt som i februar-marts måned, og efter Dan Stage og co.’s ankomst har man ændret en del af hullerne. Hul 10 og 11 er blevet ændret fra par3 til par4, og fra par4 til par5, så banens samlede par nu er 72, og med nye backtees på en del huller kan banen nu spille små 6.300 meter, hvilket ikke er for hvem-som-helst i den altid friske nordjyske vind. Selv fra ’normalt herretee’, hvilket er godt 5.800 meter er det lidt af en mundfuld og der er derfor blevet lavet et praktisk ’mellemtee’ på 5.400 meter, der givetvis vil tiltale mange. Den korteste bane er 5.000 meter, og i Blokhus skelner man ikke efter køn, men efter evner, når man vælger teested.
Der er nogle steder en god bid vej til fairway, men ingen steder skal man over vand fra tee, så formår man at slå lige, kan den samme bold sagtens være i spil hele vejen rundt. Der er dog nogle smalle kanaler, der gennemskærer en del fairways, og kræver en strategisk tilgang til spillet, og på 13. hul skal man over en sø foran green i indspillet til green på det relativt korte par5.
Banen er både en udfordring for de bedste, der går et trin bagud, og for gennemsnitsgolferen fra ’58’, ’54’ eller ’50’, men den er på ingen måde afskrækkende for højhandicapperen, og det har bidraget til anlæggets kommercielle succes. Jeg har ved et tidligere besøg for seks år siden spillet Golfcentrets ni-hullers Pay&Play bane, som også er en glimrende bane, med alt hvad en golfbane skal have af udfordringer.
Halfway house søges
Roughen skal man generelt forsøge at holde sig ude af, den er ikke rar, og da banen er anlagt i klitplantage, er der træer og levende hegn i spil på alle huller, uden at banen generelt kan betegnes som ’smal’. Det giver en utrolig rar fornemmelse af at hvert hul ligger for sig selv. Kun et par steder kan man komme i karambolage med spillere på andre huller – mest mellem 3. og 11. hul. Standen var på denne lune midsommerdag ganske fin, med rigtigt gode og gennemsnitligt hurtige greens. Et skybrud aftenen forinden var lidt mere end nogle af banens bunkers kunne klare, men generelt dræner banen godt og er derfor næsten altid tør og fast. Sidste sommers tørke har sat sig spor også her, men ikke noget, der generer.
Man kunne frygte, at spilletempoet på en meget velbesøgt og kommercielt drevet golfbane ved midsommertid ville være et problem, men det lykkedes faktisk vores tre-bold at komme rundt på præcis fire timer, selvom vi ventede en del på den sidste halvdel af runden. Der danner sig en naturlig ’prop’ ved 8. tee, et langt par3 hul, og vi var tre hold på hullet samtidigt – et på green og to ventende på teestedet. Mine svenske spillepartnere kunne ikke forstå hvorfor centret ikke har opsat en lille udskænkningsbod her med salg af drikkevarer og måske en pølse eller en kage. Den idé er hermed givet videre.
Det er en meget god idé at have en baneguide med sig ud. Der er hverken hul/baneskitse på scorekortet eller teestederne, og det hjælper ikke meget at kende dagens ’pin placering’, hvis man ingen steder kan se hvor det er på greens. Her hjælper baneguiden faktisk ikke engang, så på det punkt er der stadig plads til forbedringer.
Fakta
Blokhus Golfcenter
Hunetorpvej 115, 9490 Pandrup. Tlf.: 9820 9500. reception@blokhusgolfcenter.dk. www.blokhusgolfcenter.dk.
18 huller, par 72. Længde: 6.250-5.003 meter (4 teesteder; 63, 58. 54 og 50).
9hullers Pay&Play bane, par 30.
Greenfee: 400-440 kr. (hverdage-weekend/højsæson). Pay&Play: 180-200 kr. (hverdage – weekend/højsæson).
Udlejning af firepersoners ferielejligheder på selve banen.
Faciliteter:
Proshop √, Restaurant √, Øl/sodavand/kaffeautomat √, Udlejning af golfbil √, Omklædning/bad √, Overdækket driving range √, Hjertestarter √, Tordenshelters√.