Med fem singler tilbage manglede Odense Golfklub blot et halvt point i at forsvare pokalen i Slaget om Odense – men det kom aldrig

Donald Trump og Kim Jung-Un burde have overværet pokaloverrækkelse efter Slaget om Odense, hvor de to store Odenseklubbers juniorer hvert år dyster i Ryder Cup-format. Såvel vindere som tabere jublede, og de to klubformænd slog fast, at hvor der for få år siden ofte var en del gnidninger mellem de to klubber, var det en saga blot. Nu åndede alt samarbejde og venskab, og en af de væsentlige årsager er juniorernes og ledernes forbrødring.

Ryder Cup-format
Det var OGs Esben Hallundbæk Hansen og OEGs Hans Henrik Søllested, der inspirerede hinanden til begivenheden, der kan kopieres over hele landet.
En match, hvor de to klubbers juniorer mødtes i Ruder Cup-format over tre dage. Fredag fourbal, lørdag foursome og søndag 12 singler. For at sikre jævnbyrdighed og lige forhold, spilles de to første runder hos den ene klub og singlerne hos den anden, og desuden spiller man med handicap, der altid er helt frisk og korrekt for de unge.

Prestige
Alle bakker op. Klubber, medlemmer, trænere, spillere og ikke mindst forældre og venner, der møder frem i stort tal og lever med.
Ved åbningen var TV2s Morten Ankerdal, der selv spiller golf, en populær starter, der blev fotograferet sammen med alle de seks bolde, før de blev sendt af sted. Da der blev slået ud i søndagens singler, kunne alle fremmødte glæde sig over at blive budt på gratis kaffe og morgenbrød.
Det er vigtigt for de unge at kvalificere sig til holdet, og det giver dem en uvurderlig matchrutine. Også hos dem springer sveden frem, når de står med putts, der er vigtige for holdet, og de giver deres ypperste for kammeraterne og holdkaptajnerne.

Rutsjebane
Odense Eventyr kom på udebane bedst fra start med sejr 4-2 i fourball, men lørdag formiddag glemmer eventyrerne ikke lige. Kun en enkelt deling blev det til, og OG kunne starte søndagens singler med føring 7½-4½.

Pokalen overrækkes af det tabende holds formand, og da Mogens Hüttel ankom som substitut for OGs formand, fik han håb om at undgå at udføre dette hverv, da den single, der netop var nået til 18. hul foran OEGs smukke klubhus, var lige, men vandtes af OG efter et fornemt chip fra svært leje. Dermed havde OG 11½ af de 12 point, der skulle til at forsvare pokalen med fem singler tilbage.
Men ak – han kom til at spejde forgæves efter mere godt nyt. Ingen af de resterende matcher nåede længere end til hul 16, før eventyrerne havde vundet og dermed udlignet til 2-2 efter fire års matcher.

Aldersintegration
Matchen er et fint eksempel på, hvordan man spiller golf på tværs af alder og fysik. Yngste deltager, Eventyrs Sean på 11, spillede sammen med og mod spillere, der næsten var dobbelt så høje, men bidrog naturligvis til pointhøsten.
Derimod mangler der stadig piger. Sidste år deltog kun en. I år var der en pige på hvert hold, og det var ikke så tosset – begge vandt 2 point i 3 kampe.

Kønskvotering
Såvel Natasja Meyersahm fra OEG som Camilla Sahl Hansen fra OG befinder sig fint i drengenes selskab, men mener, at det ville være godt, hvis der kom nogle flere piger.
– Man taler alligevel om andre ting med piger end med drenge, konstaterer Natasja, som synes, at det kunne være en god ide, hvis en eller to matcher blev kun for piger, for så blev klubberne nødt til at satse mere på et få piger med – og når man spiller med handicap, ville det jo ikke forvride sporten.
Camilla har ind imellem en fornemmelse af, at drengene automatisk regner med at vinde, hvis de spiller mod en pige, men det kan kun være en fordel for hende. Også hun synes, at lidt kønskvotering kunne være en fordel.

Inspiration
Slaget om Odense er en inspiration til at træne endnu hårdere, mener mange af deltagerne, af hvilke ikke så få går med en drøm om en dag at blive professionelle. Opgøret giver dem måske en første ide om, hvor hårdt det pres, professionelle spiller under, er, og om de måske ønsker at prøve at leve under det.

Forrige artikelKoepka vinder US Open for 2. år i træk
Næste artikelPROfil: Det vigtigste er at føle, at man gør en forskel
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.