Christoffer Bring kan kalde sig dobbelt europamester! Den unge spiller fra Næstved var med to sejre en helt afgørende faktor, da Danmarks herrelandshold i dag vandt EM-finalen mod Frankrig med 5.5-1.5.

Danmark vandt begge foursomes. Christoffer Bring/Søren Broholt Lind modstod et stærk fransk pres, og sejrede med 2 huller i den ene, og August Thor Høst/Sebastian Friedrichsen kæmpede forbilledligt i den anden match, hvor stillingen var helt lige ned af 18. hul. Her stod begge par med relativt korte putts for par, og da franskmanden blev ramt af nerver og missede, kunne Sebastian iskoldt putte sejren hjem.

I singlerne vandt August Thor Høst 5&3, mens Christoffer Bring var næsten lige så overlegen og vandt 4&3. Dermed de afgørende fire point hjemme, og de sidste matcher blev delt. Frederik Kjettrup, Hamish Brown og Søren Broholt Lind spillede de tre andre singler, mens Sebastian Friedrichsen sad over i singlerne.

Stort tillykke til herrelandsholdet, deres trænere og DGU’s flotte elitesatsning, som nu har givet to europamesterskaber indenfor få uger.

Pigerne tabte – drengene nummer 7 – Damerne nummer 5

De danske piger tabte bronze-matchen mod de svenske favoritter med 5-2, efter at foursomes var blevet med én sejr til hver side. Pigelandsholdet, der var regerende mestre måtte således nøjes med en ærefuld fjerdeplads.

På hjemmebane i Furesø Golfklub, vandt drengelandsholdet 4.5-0.5 over Holland i kampen syvendepladsen. Damelandsholdet har netop vundet kampen om femtepladsen med 3-2 over Tjekkiet. De vandt begge foursomes, og Karen Fredgaard sikrede med en 2&1 sejr i sin single den danske sejr.

Foto: EGA

Forrige artikelEn af Danmarks største turneringer afvikles igen efter 1 års pause
Næste artikelSpænding i toppen
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.