Hillemænd, sikken et drama…
Til det sidste holdt Nicolai Højgaard liv i at skrive dansk golfhistorie ved som den første at vinde på PGA Touren, men franske Matthieu Pavon holdt hovedet koldt, og viste klassen på sidste hul, hvor han efter både en tur i bunker fra tee, og derfra til rough, slog et fremragende slag til omkring 2,5 meter og sænkede puttet for sejren.
Umiddelbart forinden var Nicolai Højgaards godt 15 meter lange forsøg for eagle akkurat rullet forbi hullet, men birdien betød at Nicolai tager andenpladsen alene, og dermed får en fantastisk start på sæsonen som medlem af PGA Tour.
Undervejs på runden var Nicolai hele tiden lidt bagefter, på et tidspunkt 4 slag fra førstepladsen, men han holdt sig hele tiden til, og Torrey Pines’ South Course er ikke sådan en bane man bare ‘stikker af’ på. Nate Lashley (-5) og Jake Knapp (-3) lagde pres på nedefra, og tyske Stephan Jaeger måtte nøjes med at dele tredjepladsen med dem i -11 efter en runde i par.
Nicolai gik 70 (-2) og sluttede -12. Altså bare 1 lille slag fra Pavon, der var bedst af de tre i førerbolden med 69 slag. Og birdien på sidste var bare høj-høj klasse. Hatten af for den – og for sejren!
Vi følger op på dramaet i morgen tidligt, for vi også skriver på damerne på LPGA Tour.
Foto: Getty Images