OPDATERET:

Hvilken præstation! Hvilken dansk golfsøndag i Dubai!

Nicolai Højgaard vandt DP World Tour Championship i Dubai – 21 slag under par efter en fantastisk finalerunde i 64 slag (-8). En runde, der inkluderede fem birdies i træk fra 13.-17. hul – og som kunne være blevet bedre, havde det ikke været for et misset 1-meter putt på 18. green.

Lige da puttet gled fordi, var det tydeligt at Nicolai troede han havde smidt sejren, og at han forventede at scoren maksimalt ville give omspil. Men næsten samtidig lavede Tommy Fleetwood bogey på 17. hul, og Viktor Hovland slog i vandet på 18. hul.

Og da hverken Fleetwood eller Matt Wallace kunne lave eagle på 18. hul i førerbolden – de fik begge par – endte det med en på papiret sikker 2-slags sejr til Nicolai.

Der blev desværre dryppet malurt i det danske jubelbæger, for en runde i 69 slag, med par på sidste hul efter et slag i vandet på andetslaget, betød desværre at Rasmus Højgaard præcis gik glip af et af de ti kort til PGA Tour, der var en slags bonuspræmie til de ti bedst placerede på Race to Dubai-ranglisten, som ikke i forvejen var kvalificeret. Han manglede blot 26,8 point på ranglisten over hele sæsonen. Det sidste kort gik i stedet til Ryo Hisatsune.

Slår alle rekorder

Nicolai Højgaards sejr må regnes for lige så stor som Anders Hansens to sejre i BMW PGA Championship og Søren Kjeldsens sæsonfinale sejr på Valderrama. Men på mange måder er det den største danske professionelle sejr nogensinde.

DUBAI, UNITED ARAB EMIRATES – NOVEMBER 19: Nicolai Hojgaard of Denmark tees off on the 14th hole during Day Four of the DP World Tour Championship on the Earth Course at Jumeirah Golf Estates on November 19, 2023 in Dubai, United Arab Emirates. (Photo by Ross Kinnaird/Getty Images)

Førstepræmien er i sig selv 3 mio. $, ca. 21 mio. danske kroner. Den største nogensinde på DP World Tour, og dermed også den største danske præmiesum nogensinde. Med sejren skød Nicolai Højgaard også helt op på andenpladsen på Race to Dubai-rankings efter Rory McIlroy, som allerede inden turneringen var sikker på ranglistesejren. Det udløste yderligere 1,2 mio. $ i bonuspræmie. Samtidig er andenpladsen på ranglisten, den bedste danske nogensinde. Han kommer til at tage et stort spring frem ad verdensranglisten til en placering lige omkring nummer 50, afhængigt af hvordan aftenens turnering i USA udvikler sig.

Jeff Winther sluttede på en flot niendeplads i 15 under par, Rasmus Højgaard nummer 11 i -14, mens Thorbjørn Olesen havde en skidt dag, og gik 74 (+2) og sluttede på 26. pladsen i 9 under.

Danskernes ranglisteplaceringer blev: 2. Nicolai Højgaard, 9. Thorbjørn Olesen (får PGA Tour-kort), 18. Rasmus Højgaard og 43. Jeff Winther (hans personligt bedste).

Foto: Getty Images

Forrige artikelWinther udspillede Rahm – og Wallace gik birdie-amok
Næste artikelWeekendopdatering: Stor sejr til Åberg
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.