Frederikssund golfklub er placeret i smukke omgivelser med udsigt til Roskilde fjor. De 18 huller er let kuperede og har brede fairways. Banen står godt; den er meget åben og vinden kan være en barsk modstander.
Frederikssund Golfklub har en vidunderlig udsigt fra hul 17, som spiller ud til Roskilde fjord, og samme kig får man fra klubhusets store gavlvinduer. Det er et stort klubhus, hvor det hele er samlet: sekretariat, omklædning, golf shop samt en ganske rummelig restaurant.
Det er altid interessant at dykke lidt ned i golfklubbens historie, og der er nok at finde i Frederikssund Golfklub, som fejrede 40års jubilæum i 2014 og udgav et fornemt jubilæumsskrift. I den kan man læse, at der var lange udsigter til en golfbane, da klubben blev etableret, og at medlemmerne derfor måtte spille på fremmede baner, endda helt indtil 1984, hvor Frederikssund Golfklubs bane blev indviet. Et godt sammenhold har været altid været kendetegnende for klubben. I dag stiller næsten 90 frivillige op når der er forårsrengøring, skal plantet træer- eller når greenkeeperne skal have en ekstra hånd.
Klubben tæller i dag 971 medlemmer og har i de seneste par år oplevet en pæn fremgang i antallet af medlemmer. Det skyldes blandt andet et 2-dages golf introduktionskursus, hvor helt nye golfere får træning af pro, regelundervisning, spiser frokost og afslutter med en lille turnering, fortæller klubbens direktør Jørgen Bundgaard.
En tilgivende bane
Banen hører ikke til de mest udfordrende, snarere er der tale om en tilgivende bane; her mister man ikke så mange bolde, når man ser bort fra besøg i roughen, når den er mest saftig.
Frederikssund kan kalde sig mesterskabsbane og har tidligere har lagt græs til ECCO Touren og Scanplan Touren i 2006, hvor der spilles med en banelængde på 6.044 meter fra back tee.
Frederikssund har høje ambitioner for eliten, og i 2013 kunne herrerne løfte trofæet som Danmarksmester i Elitedivisionen.
I dag spiller Frederikssund længere nede i rækkerne; 4. division herre og kvalifikationshold til Danmarksturneringen i dame- og herrerækken. Mange af de tidligere elitespillere har fået børn eller er flyttet, mens et nyt kuld af juniorerne er godt på vej til at bringe klubben tilbage mod toppen, fortæller Jørgen Bundgaard.
Står flot tidligt på sæsonen
Vi spiller banen i begyndelsen af maj. Den står meget flot! Vinteren har været venlig stemt overfor græsset, mens et godt greenkeeperarbejde uden tvivl også har været medvirkende – det er sjældent man oplever greens herhjemme i så god stand så tidligt på sæsonen.
Hul 1 ligger tæt på både klubhus og driving range. Et overkommeligt åbningshul på blot 322 meter (Tee 58), men som sagtens kan give vanskeligheder. Hullet spiller som regel længere op ad bakken og i modvind, og de tre fairwaybunkers kan også gøre det lidt surt. Hul 2, som er et par5-hul på 438 meter (Tee 58), er på papiret banens sværeste, men i virkeligheden ganske medgørlig. Hullets længde er ikke skræmmende, især ikke når det går lidt ned ad bakke med god plads på fairways. Det skulle da lige være de meget store bunkers omkring green, der ødelægger den at hullet kan spilles i ”par”.
De første huller på Frederikssund er omkranset af skov til den ene side. Da vi krydser hovedvejen under en tunnel og kommer ud på hul 5 er det de store vidder, der sætter scenen. Ganske vidst er der plantet en masse træer som står enkeltvis eller i små grupper på begge sider af fairways, og det tilfører naturligvis nogle ekstra udfordringer af den gode slags.
Bunkers med lodrette vægge
Men der er ingen tvivl om, at de mange bunkers – såvel på fairway som omkring greens – giver de største hovedbrud. Klubben har set mod England da de skulle renovere bunkers, og fandt frem til de såkaldte EcoBunkers. Der er tale om plader, der bliver leveret og som skal ligge lagvis og danne en lodret væk i bunkers – de får den samme opbygning af væg som man kender fra pot bunkers. Kanten består af sand iblandet kunstigt græs.
I dag møder man disse bunkers på otte huller, blandt andet på Hul 8, som er banens smukkeste par3-hul med skoven som bagkulisse. Det spektakulære fortsætter på hullerne 9,10 og 11. Alle tre huller, som både har dogleg og er lidt kuperede, får spilleglæden frem!
Vi udråber Hul 17 til banens signaturhul. Fra tee falder fairway brat og går lidt dogleg. Drivet skal gerne sidde præcist og være langt, hvis man i to slag at komme til pinden.
Alt i alt en god runde golf og en runde, hvor det var let at finde boldene i roughen.
Frederikssund Golfklub
Skovnæsvej 9
3630 Jægerspris
tlf. 47 31 08 77
www.fgkgolf.dk
Green fees:
NORMALPRISER (prime time)
18-huls banen
Hverdage
Max. 375 kr.
Weekend & Helligdage
Max. 425 kr.
Juniorer med DGU kort spiller gratis.
Handicap begrænsning, max. 48 på hverdage, og i weekends/helligdage indtil kl. 14, max. 36.