Rundt om Paris finder man nogen af Europas bedste golfbaner, men turismen er så fascinerende, at man kan glemme golf
Man skal ikke opholde sig længe i Paris, før man finder ud af, at Byernes By ikke er et spor overdrevet mundheld. Såvel i centrum som i forstæder og omegn vrimler det med turistattraktioner, der hver for sig er et ’must’, så man virkelig skal planlægge hjemme fra, hvad man vil opleve – og hvordan man vil bevæge sig. En god ide er at bruge undergrundsbanen Métro de Paris, der er meget vel fungerende.
Det pulserende liv
Det er på den anden side ikke så let, for man falder meget let for atmosfæren, som ikke er sådan at sætte tid på. Bådsejlads på Seinen eller slentreture på flodens bredder med de uendelige mængder af små kiosker, der falbyder alt, hvad man (ikke) kan forestille sig. Vandring på Champs Elysées, som af mange kendes ikke mindst for den årlige afslutning af cykelløbet Tour de France.
Gademarkederne, som samtlige arrondissementer, kvarterer, har deres egne af.
Livet på caféerne, der siden anden halvdel af 1600-tallet har været en vigtig del af parisernes sociale liv. Ture i de store gå- og shoppinggader, hvor man ser, hvor globaliseret alt er. Ingen nationaliteter eller hudfarver mangler.
Restauranterne, hvoraf mange demonstrerer, hvorfor det er det franske Michelin, der udgiver den ultimative guide til verdens restauranter.
Man bliver helt forpustet af at se ind på de banegårde, som op til 800.000 rejsende dagligt passerer – for ikke at tale om, at går man i det kæmpemæssige fødevaremarked Les Halles, Hallerne, skal man ikke lide af klaustrofobi. Det gennemsnitlige daglige besøgstal er 150.000, mere end 50 mio. årligt.
Bygninger og vartegn
Verdensudstillinger i Paris har sat aftryk i hele verden. Hvem kender ikke et pariserhjul? Det første var en del af verdensudstillingen 1900, der også inkluderede de olympiske lege.
Bedst kendt er dog Eiffeltårnet fra verdensudstillingen 1789. Det skulle rives ned senest 20 år efter begivenheden, men blev så stor en succes, at det stadig står der og optræder i et utal af bøger, film og tv-serier. Det er en oplevelse at spise i en af de to restauranter, Jules Verne og 58 Tour Eiffel, og udsigten fra plateauet 275 m oppe er tryllebindende. Nærmest Marsmarken, som tårnet er bygget ved enden af. Længere væk alle de andre ting, som har gjort Paris verdenskendt.
Seinen med øen Ile de Cité. Kirkerne, af hvilke de bedst kendte er Notre Dame og Sacré Coeur. Triumfbuen og Grand Arche, den moderne triumfbue, som danske Johan Otto von Sprechelsen tegnede, og som forbinder det klassiske Paris med kontorkvarteret Le Défense. Versaillesslottet etc. etc.
Museerne
Paris har nogle af verdens mest berømte museer. Det gigantiske Louvre, oprindelig bygget som fæstning, er næsten lige så umuligt at overskue som Vatikanet i Rom. Her finder man kunstværker som Mona Lisa og Venus fra Milo, og Dan Brownes ’Da Vinci Mysteriet’ virker næsten som en introduktion til Louvre, ikke mindst filmudgaven, hvor man får et godt indtryk af den glaspyramide, der er sat ved indgangen.
Rundt i byen er der en mængde andre museer, bl.a. specielle museer for Picasso og Rodin, og i Centre George Pompidou finder man på 4. og 5. sal det måske allerbedste museum for moderne kunst i Europa.
Dette center er blandt de største attraktioner i centrum med sit i alle henseender moderne udtryk.
Golf
En stribe golfbaner, de fleste af forbløffende kvalitet, findes rundt om Paris, men de er ikke alle lige lette at nå, hvis man ikke har bil.
Firmaet Private Caddie har et særligt tilbud, hvis du har godt råd: En runde med en professionel engelsktalende caddie på en af de ti bedste baner omkring Paris. En dag som golf-VIP koster 455 €, så efterspørgslen er nok begrænset, men det kan være en fristelse af være VIP på det nationale golfstadion Golf National, Golf de Chailly, Golf de Fontainebleu etc. Man kunne også spare caddien. Så bliver der fx råd til at overvære en af Paris Saint Germains hjemmekampe. Klubben er jo brandvarm efter lige at have afklapset Real Madrid 3-0.