Så kom den drømmerunde, vi har ventet på fra Sebastian Cappelen, og som vi har vidst, at han havde i ærmet. Lørdag gik han på La Quinta i The American Express moving day i -8, endog med to bogeys, og strøg fra nr. 39 i -7 til delt 6 med Tim Wilkinson, Andrew Putman og Abraham Ancer i -15.
Han har imponeret med sine lange drives og den måde, han har repareret enkelte fejl på, og lørdag var også hans putter glødende. Han startede dagens runde par-bogey, men der fulgte fem birdies før vendingen, og på 10-13 præsterede han en par, to birdies og en eagle.
Cappelen er med i kampen om de store penge søndag, hvor de spillere, han gerne vil indhente, er Scottie Scheffler og Andrew Landry i -21, 3. Rickie Fowler -17 samt 4. Ryan Moore og Chase Deifert -16. Med runder på op til -10 er det helt umuligt at forudse resultater. Cappelen skal spille sidste runde med Ancer og Wilkinson.
Lucas Bjerregaard sluttede af med en runde i -6 og må ærgre sig over, at -5 som slutscore er milevidt fra cuttet, der bliver på -9. Selv om det er for tre runder, er det alligevel utroligt. Han deler skæbne med spillere som Zach Johnson, Steve Stricker, Francesco Molinari, Phil Mickelson m.fl.