Normalt spiller Ryder Cup-kaptajner forfærdeligt i den periode, hvor de skal forvalte de mange forpligtelser, der følger med jobbet som kaptajn. Vor egen Thomas Bjørn er et ganske godt eksempel. Men USA’s nye Ryder Cup-kaptajn Steve Stricker har bestemt ikke mistet sit spil endnu, og blev den første siddende Ryder Cup-kaptajn siden Jack Nicklaus i 1986, der vandt en major.
Det var ganske vist ’kun’ en senior-major på Champions Tour, US Senior Open, men Steve Stricker var så overbevisende, at der er mange der mener, at han næsten kunne være spillende kaptajn i Ryder Cup næste år. Det bliver der nu næppe noget, og mon ikke at Stricker hen af vejen mister lidt af sit fokus i takt med at presset som kaptajn stiger.
Steve Stricker vandt US Seniors Open med imponerende seks slag til Jerry Kelly og David Toms. Sejren var hans anden senior major i denne sæson.