Christian Bæch (billedet) har vundet sin karrieres første sejr efter omspil med islænderen Gudmundur Kristjansson i PGA Championship på Nordic League på Österlens GK.
Begge sluttede i -9 efter at være sluttet med birdie på 18. hul – og begge vandt turneringen!
Det skete, efter at spillet måtte afbrydes pga. torden efter tre omspilshuller, af hvilke især det andet var dramatisk, da danskeren fra Himmerland Golf & Spa holede et birdieputt fra 20 m, hvorefter islænderen fra Reykjavik klarede at dele hullet fra 5 meter!
Da der ikke var udsigt til, at tordenvejret ville slutte, før det blev mørkt, og banen ikke var ledig søndag, ligesom Bæch skulle hjem og spille divisionsturnering, bad spillerne om tilladelse til at dele sejren.
Det var meget vigtigt for begge. For Bæch, fordi det var hans første turneringssejr, og for Reykjavikspilleren, fordi han dermed har to sejre og kun mangler en enkelt i at kvalificere sig direkte til Challenge Tour.
Der er fortilfælde for delt sejr, det kendteste formentlig, da Presidents Cup blev delt i 2003 efter tre omspilshuller mellem Tiger Woods og Ernie Els.