Begge medaljematcher i herrernes DM i hulspil på Hedeland GK gik til 18. hul, og da begge vindere vandt det, blev cifrene 2-0. Til Christoffer Bring, Næstved i guldkampen mod Alexander Frances George, Møn; og til Christian Gregersen, Odense Eventyr i bronzematchen mod Jonas Lykke Sørensen, Esbjerg.
Mønboen førte finalen mere end halvvejs, men 2 up blev til 1 up , da Bring fik birdie på 11, og på 13 startede en formidabel stime for Næstvedspilleren. I første omgang var en birdie kun nok til at dele, men en eagle vandt hul 15, så stillingen blev lige. En birdie på 16 bragte ham foran, og da sejren skulle sikres på 18, skete det med endnu en birdie – -5 på de sidste seks huller.
Bring, der har et år tilbage på college, før han har sin grad i marketing og ledelse, benytter coronasommeren til at gå på virtuel sommerskole på´sit college, så han kommer forud. Når han er færdig næste år, vil han turne pro, men om det bliver i USA eller Europa, tænker han meget over for tiden. Det, der lykkedes bedst i DM, var hans driving, hvor han flere gange drivede et par-4-hul eller var på green i to på par-5-huller.
Odenseaneren Christian Gregersen var mere end tilfreds med sin bronzemedalje, som var meget uventet, men han spillede rigtig stabilt og eliminerede i Magnus Krebs og Marcus Wochner to spillere, der havde vist topform. Odense Eventyr var den klub, der havde flest spillere i feltet, bl.a. August Thor Høst, og Gregersen havde ikke ventet, at det ville blive ham, der nåede længst.
På billedet af medaljetagerne, som vi har modtaget fra turneringsleder Ulrik Hansen, ses fv Sofie Kibsgaard, Karen Fredgaard, Amalie Leth-Nissen, Christoffer Bring, Frances Alexander George og Christian Gregersen.