Der er løbet meget vand i åen det seneste års tid for golfsporten i den midtjyske tekstilby Ikast. Således blev byens to tidligere konkurrerende klubber pr. 1. jan. 2018 lagt sammen under navnet Ikast Tullamore Golf Club.
”Storebroderen” Ikast Golfklub med 27 huller har ellers i mange år været i førertrøjen, men med Tullamore Golf Club med 9 huller som den drillende ”lillebror” lige i hælene. Ikast Golfklub kæmpede i en årrække med en skrantende økonomi, blandt andet som følge af en række større investeringer, mens Tullamore Golf Club i en længere periode oplevede drastisk faldende medlemstal. Altså to klubber, som indtil for nyligt hver for sig kørte en smule på pumperne. Løsningen blev dog, at den lokale succesfulde erhvervsmand Jens Poulsen, som allerede få år forinden havde overtaget ejerskabet af Tullamore Golf Club, også købte Ikast Golfklub. Pludselig står man altså nu i Ikast med en slagkraftig fusionsstorklub med tilsammen næsten 1500 medlemmer og 36 golfhuller. Ifølge formanden for den nye fusionsklub, John E. Kristensen, har man nu sikret økonomien fremadrettet, og man kan med sammenlægningen af de to klubber nu tænke visionært frem for at skulle tænke i besparelser. En sammenlægning, som der i øvrigt var stor opbakning til, da ingen stemte imod på de ekstraordinære generalforsamlinger, fortæller formanden.
To vidt forskellige golfoplevelser
De 36 huller supplerer tilmed hinanden ganske fremragende, selvom de ganske vist ligger placeret på to forskellige adresser. I den nordlige udkant af Ikast ligger den parklignende 9 hullers golfbane, der tidligere blot hed Tullamore Golf Club. I dag kaldes banen Parkbanen. En bane, der er pandekageflad og kort, men med smalle fairways, mange træer og masser af vand, er der rigeligt med udfordringer. Knap 6 kilometer længere mod sydøst ligger Skovbanen med 18 huller, som tidligere Ikast Golfklub. En bane med længere huller, uden ret meget vand, med bedre plads på fairways og en endog meget kuperet bag-ni. Altså to modstykker, som giver to vidt forskellige golfoplevelser. Foruden disse 27 huller, råder klubben også over en 9 hullers forholdsvis overkommelig pay and play bane, placeret på samme adresse som Skovbanen. Her kan nybegyndere og folk, som har lyst til at smage på vores dejlige spil, få muligheden for det uden selvtilliden nødvendigvis køres helt i bund.
Tullamore – En kort bane med mange udfordringer
Tullamore Golf Club blev etableret i 1988 af de tidligere ejere Eskild og Karin Thygesen. Som udgangspunkt var det et privat projekt, men i 2002 blev klubben offentlig, og banen blev godkendt af DGU året efter. Banen havde sin storhedstid i årene op til finanskrisen og i 2006 stod der 2400 navne på medlemslisten. Mange af dem var sjællændere, som ikke kunne opnå medlemskab i andre klubber på grund af overtegning, og som så valgte Tullamore som hjemmeklub blandt andet som følge af et forholdsvis lavt kontingent. De kunne så spille greenfee-golf andre steder. Finanskrisen ramte som bekendt hårdt i årene efter, og det var ikke kun bankerne det gik ud over. Også for Tullamore Golf Club betød det, ligesom for så mange andre danske golfklubber, først stagnerende og senere kraftigt faldende medlemstal. Derfor kom den nylige fusion ganske belejligt.
De 9 huller med par på 35 slag, spiller fra gul tee kun 2349 meter, men for at forsvare banen, har man massevis af drilske udfordringer. Banen ligger i et hyggeligt parklignende område med masser af træer, smalle fairways og med Storåen rindende igennem sig. Der er vand i spil på 5 af de 9 huller, og på hele 4 huller skal vandet forceres i approach-slaget mod green. Særligt 5. hul, et 492 meter langt dogleg højre par 5 hul (fra rød tee 382 meter) kan give golfspillere på alle niveauer grå hår i hovedet. En sø umiddelbart foran teestedet kræver en carry på godt 100 m. og burde dermed ikke volde de store problemer. Men krydret med out of bounds i højre side, mere vand og træer i venstre, en stor sø foran green igen, samt en meget smal fairway, bliver det et udfordrende hul, som mange har svært ved at lave 2 point på. Ikke mindst fordi vinden ofte presser boldene ud mod out of bounds grænsen i højre side.
To vidt forskellige baner
Selv om de 9 huller på den gamle Tullamore bane er interessante og sagtens kan bære et besøg, er 18-hullers, Skovbanen, et niveau eller to over på næsten alle parametre. Det er faktisk en særdeles glimrende golfbane, der 2015 lagde græs til DM i hulspil. I øvrigt samme år som golfklubben kunne fejre sit 25 års jubilæum. I 2006 redesignede Line Mortensen hullerne 11-13. Et job hun er sluppet ganske godt fra, og særligt hul 11 og 12 er simpelthen formidable golfhuller.
Som det er blevet moderne i så mange andre klubber, har man afskaffet de klassiske herre- og dameteesteder. I stedet kører man med 4 forskellige længder på par 71 banen. 4400, 4700, 5200 eller 5500 meter. De fleste mandlige middelhandicappere vil nok vælge 5200 meter udgaven, men uanset hvilket udgangspunkt man vælger, bliver man på 1. hul mødt af det, der umiddelbart kunne ligne en ganske overkommelig start. Et 132 meter langt par 3 hul (fra 5200 meter). De to små søer på hullet er placeret så langt før greenen, at de sjældent kommer i spil, men med en asfaltvej i højre side, som er out of bounds, en stor bunker, som dog heldigvis kan gribe nogle af de bolde, der ellers ville ende out, og med en meget onduleret green, kan det være ganske fornuftigt at lægge vejen forbi drivingrangen, inden man lægger fra land. En drivingrange, som desværre er placeret ca. 300 meter fra klubhuset, parkeringspladsen og 1. teested. Noget, der kan afholde mange fra det, der burde være en obligatorisk opvarmning før 18 hullers golf.
Risk and reward
2. hul er et 471 meter (fra 5200 m.) langt par 5 hul, hvor der kan være en del meter at spare, hvis man tør slå ind over træer og høhøjt rough i venstre side. Man behøver ikke have en John Daly-lignende længde for at kunne gøre sig forhåbninger, om at kunne nå i nærheden af denne green i 2 slag. To gode slag på godt 200 meter og man er meget tæt på det helt kortklippede areal. På de resterende 7 huller på for-ni, er man som de første 2, ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at man befinder sig på den jyske hede. Her er særdeles fladt, men flere greens giver dog stadig store udfordringer med så store hældningsgrader, at bolden ofte skal startes 3-4 meter højre eller venstre om den lille kop.
Bag-ni – en spektakulær oplevelse
På bag-ni ændrer banen dog pludselig dramatisk karakter, og man bevæger sig nu rundt i særdeles kuperet terræn. Efter det glimrende par 5 hul 10., som stadig er ganske fladt, sker der pludseligt noget på hul 11. Et drilsk par 3 hul med en green beliggende ca. 20 meter under teestedet. Hul 12, der efter undertegnedes mening er banens bedste, har igen et teested placeret højt oppe over fairway. Selvom udsigten fra de 96 meter over havets overflade er fantastisk ud over bane, marker og skov, skal man fokusere 100 procent på sit drive for at undgå bunkeren i landingsområdet i venstre side og træer samt høj rough i højre. En rough som i øvrigt længere fremme går over i et out of bounds område. Når man når frem til greenen, der er ganske godt beskyttet af bunkers, kan man dog efterhånden ånde lettet op efter nogle ganske vanskelige udfordringer.
Bag-ni er hele vejen rundt en spektakulær oplevelse, og greens er på alle 18 huller fantastiske at putte på. Som på så mange golfbaner rundt om i landet denne rekordtørre sommer, er fairways flere steder mere gule end grønne, men det ændrer ikke ved oplevelsen af en bane i generel god stand og et glimrende design.
Faktaboks:
Skovbanen – 18 huller
Pay & Play – 9 huller
Remmevej 36
7430 Ikast
SKOVBANEN Ikast – 18 huller
Senior
Hverdage Kr. 300,00
Weekends/helligdage Kr. 350,00
Junior
Hverdage Kr. 150,00
Weekends/helligdage Kr. 175,00
Parkbanen
Broholmvej 14
7430 Ikast
PARKBANEN Tullamore – 9/18 huller
Senior
9 huller Kr. 175,00
18 huller Kr. 225,00
Junior
9 huller Kr. 75,00
18 huller Kr. 100,00