Den lille portugisiske ø Porto Santo har i mange år været en af danskernes yndlings golfdestinationer. GOLFBLADET tog med på en uge med All Inclusive.
Indrømmet. Vi har skrevet meget om Porto Santo, og om den lille vulkanøs glimrende Seve Ballesteros-designede golfbane. Rigtigt meget. Så hvad nyt kan man egentlig finde på?
Ja, det skulle da være at tage med på en af Primo Tours charter-golfrejser til øen, og fra nærmeste hold selv opleve hvad det er, der er årsagen til at et par hundrede danske golfspillere hver eneste uge i vintersæsonen valfarter til Porto Santo.
Primo Tours, det vestjyske rejsebureau, der er én af de operatører, som har stor succes med chartergolf-konceptet, hvor man bor på det 4-stjernede Vila Baleira hotel med all-inclusive, inviterede os med på en uges golfferie på lige fod med de øvrige gæster.
Jeg pakkede således bilen i Nordsjælland, og satte kursen mod Billund Lufthavn, hvor Primo Tours flyver fra. Der er gratis parkering, og shuttlebus fra de yderste p-pladser til terminalen.
Dag 1
Fredag morgen og afgang med flyet allerede kl. otte. Flyveturen er den første i næsten to år, en mærkelig fornemmelse, for man skal jo have mundbind på både i lufthavnen og på flyet. Det samme er gældende på Porto Santo, hvor man fastholder et forsigtighedsprincip og kræver mundbind alle steder indendørs. Efter landingen i Porto Santos lille lufthavn står man til gengæld som de berømte sild i en tønde og venter på bagagen, inden man i gåsegang tripper gennem ankomsttjekket, hvor coronapas, og den forud udfyldte indrejsetilladelse skal tjekkes. Det tager tid, men humøret er højt og vejret udenfor er fint. Lunt og solrigt. Tror vi. Men i løbet af ventetiden er det begyndt at regne, dog så lidt at det ikke er generende. Og at det sjældent regner på Porto Santo, skal vi senere blive gjort særdeles opmærksomme på. Guiderne tager imod os i ankomsthallen og sender os mod de tre ventende busser, der skal køre os de ti minutter til hotellet. Parret jeg har siddet sammen med i flyet, er på deres sjette tur til øen, og har valgt at tage en taxa i stedet, på den måde ankommer de til hotellet længe før os andre og slipper for at stå i endnu en kø for at få nøglekort til værelserne.
Man er vel golfnørd, så jeg springer direkte ud i en taxa for at tage til golfbanen og nå ni huller. Her får jeg følgeskab af Jan og Christoffer fra Aarhus, som er far og søn, og er del af et selskab, som er afsted på en matchtur. Vi når tilmed lige akkurat at spille alle 18 huller, og jeg kan konstatere, at banen er præcis så udfordrende som jeg husker den fra to tidligere, korte besøg, men også at den ikke er i specielt god stand.
Om aftenen indtages middagen i Vila Baleiras store all-inclusive restaurant, som ikke er specielt hyggelig, og giver et lidt træt indtryk. Mere om den senere. 
Smukt er der, når man spiller Porto Santos bag9 i den nedadgående sol om eftermiddagen.
Dag 2
Hjemmefra kan man booke starttider på Porto Santo Championship course. Der er fri golf, men man kan kun booke fire runder hjemmefra og kun to om formiddagen. Jeg har booket en tid 9.52, og der er shuttlebus fra hotellet til golfbanen kl. 8.45. Det tager under ti minutter, så man har tid til at slå lidt bolde og varme putteren op inden runden. Jeg har betalt 20 € for at få udstyret opbevaret i klubhuset, og en lille spand træningsbolde koster 3,50 €. Dertil skal lægges 6 € for leje af trolley eller 45 € for leje af buggy. Banen er kuperet, men ikke værre end at man sagtens kan gå den.
Jeg skal spille med ægteparret Elsebeth og Jørn fra Dragør, samt Jørns søster Grethe fra Holbæk. De er her med FolkeFerie og det er deres sidste dag. De er på Porto Santo for sjette gang, og har allerede booket næste rejse til april.
– Vi kan bare rigtigt godt lide at komme her, siger Grethe. – Men man kan godt se på banen, og meget hernede, at de ikke har for mange penge. Banen er meget slidt, og de små detaljer, som at teestedmarkeringerne ikke er malet, og at der ikke er mere end én rive i bunkers taler sit tydelige sprog. Der er heller ikke lige så mange ansatte, som tidligere, siger hun.
– Men vi synes vi har en pligt til at hjælpe dem. Så vi betaler for at få opbevaret vores udstyr – og få det rengjort, og lejer trolleys hver dag. Selvom der er shuttlebus fra hotellet, så har vi nogle gange taget en taxa i stedet for at vente på bussen. På den måde bidrager man da lidt til øens økonomi, siger Jørn, som indrømmer, at de faktisk ikke har set meget af øen selv om de har været her mange gange.
– Vi fik tilbud om at få en taxatur i tre timer rundt på øen for 50 €, men så syntes vi jo at vi hellere ville spille golf, for det varer sikkert længe inden vi igen gør det i shorts.
Efter dagens runde, spadserer jeg den smukke tur langs stranden ind til hovedbyen Vila Baleira – ca. fire kilometer på bare fødder i sandet. Det er ufatteligt smukt med Atlanterhavets bølger, der slår ind mod den fineste sandstrand, som er ni kilometer lang. Byen bærer, som banen, præg af at der ikke har været mange turister det seneste års tid. En del er lukket, men der er da heldigvis stadig enkelte hyggelige, små cafeer, hvor jeg nyder en cappucino og den klassiske Pastel de Nata.
Om aftenen er hovedattraktionen ved buffeten grillet sværdfisk. Det smager glimrende, men tilbehøret er stort set det samme som dagen forinden og det viser sig, at det ikke varierer meget i løbet af ugen.
Dagens gode selskab; Elsebeth, Grethe og Jørn.
Dag 3
Morgenmadsbuffeten er ganske glimrende, med hele to kokke, der står og laver æg. Den ene spejlæg, den anden omelet. Der er også frisk frugt, godt brød, ost, skinke og diverse müeslis og cornflakes. Det er dog tankevækkende, at der ingen variation er fra dag til dag. Og personalet er påfaldende mutte, og nærmest ikke til at slå et ord af. Det samme gælder for øvrigt bartenderen i den frie bar om aftenen. Han virker nærmest småsur, hvis man bestiller noget andet end de G&T’s han kan lave 400 af i timen uden at kigge på hverken glas, flasker eller kunder.
Jeg benytter nu ikke baren så meget, man er vel på arbejde. Og også søndag har jeg en tidlig starttid, i selskab med Ingrid og Poul fra Sæby, og Allan fra Nordfyn. Allans kone spiller ikke golf, men kører med i buggy. De er i gang med anden uge på stedet og har lejet bil et par dage, ligesom de flittigt besøger øens restauranter om aftenerne. Det er på deres anbefaling, at jeg senere booker bord på PXO Grill til samme aften. Ingrid og Poul er her for første gang. De skulle have været til Spanien, men flyselskabet gik konkurs, og i stedet blev det en sidste øjebliksbooking til Porto Santo. Også de ærgrer sig over banens stand. Og den er bestemt heller ikke god. For tredje dag i træk er flagplaceringerne de samme, og jeg har endnu ikke set en greenkeeper på anlægget. På et af de smukkeste huller, par3 hullet 13. med den mest formidable udsigt over Atlanterhavet er teestedsskiltet forvitret, og ved siden af det ligger en knust træbænk. Hvorfor sådan nogle detaljer ikke er ordnet, ville jeg gerne have spurgt golfmanageren Andrew om, men han var ikke at træffe i løbet af ugen.
Greens er ganske gode, men ikke hurtige. Fairways er slidte og bærer præg af at man desperat mangler vand. Og de små detaljer er der ingen omsorg for. Synd.
Efter runden lejer jeg en lille el-bil, en Renault Twizy, som koster 50 € for fire timer. I den kommer jeg næsten hele øen rundt, og Porto Santo kan virkelig byde på fantastisk natur og vidunderlige udsigtspunkter. Der bliver også tid til at drikke en kop kaffe, og det er kun de højeste tinder, som det lille batteri ikke formår at trække Twizy’en op ad.
Som nævnt spiser jeg på PXO Grill om aftenen. Et udsøgt måltid til 35 € inklusive en god flaske vin, og så skal det bemærkes, at restauranten, som mange andre på øen, har den service at de henter og bringer gæsterne gratis i mini vans. En fremragende dag.
Dag 4 og 5
Mandag og tirsdag besøger jeg naboøen Madeira. Man kan flyve den korte tur for ca. 100 €, og Funchal har masser af hoteller i alle prislag. Der er to fine golfbaner, og den tur kan I læse om i GOLFBLADETs februarudgave.
Dag 6
Tilbage på Porto Santo, hvor dagen indledes med en halvanden times vandretur op til og rundt på Pico Ana Ferreira, som er et af de ’små’ bjerge, der kan ses fra golfbanen. Jeg har hidtil ikke udnyttet muligheden for gratis at besøge Vila Baleiras spaområde, men booker tid til torsdag, så jeg lige får det prøvet. Og booker ved samme lejlighed en massage, der nok er tiltrængt efter seks dage i træk med golf og lange gåture.
Jeg taler med Camilla, den ene af Primo Tours søde guides på stedet, og hun fortæller at både antallet af gæster, der benytter muligheden for gratis at spille tennis på byens kommunale tennisanlæg og antallet af golfspillere er stigende. – Vi er tæt på at nå det maksimale antal golfspillere, siger hun. – Vi har stor søgning på vores guidede vandreture – især de to, der er gratis – og gæsterne er generelt meget aktive.
Dagens golfrunde bliver speciel. Jeg bliver matchet med tre gutter fra en gruppe på ti ’drenge’ fra Hjortespring og Værløse, og de har besluttet at spille fra hvid tee. Så om på bagsmækken og spille fra 6.434 meter. Det bliver både en meget hyggelig, og rigtig god runde golf. Selskabet er vant til at rejse sammen, og er for første gang på Porto Santo. Også de er skuffede over banens stand, og savner måske lidt liv i byen, men de hygger sig i hinandens selskab, og det er da også udsøgt. 
De glade gutter fra Hjortespring/Værløse nyder både golfen og øllet.
Dag 7
På grund af Covid-19 er dele af spa-området lukket af, men man kan benytte tre thermiske bassiner med brusende dyser, der masserer kroppen og aktiverer blodcirkulationen. Det er vældigt behageligt, og måske skulle jeg have udnyttet muligheden lidt oftere. Min massage består af to omgange af 25 minutter; dels en afslappende massage og en restituerende massage. Prisen er 64 €, og umiddelbart godt givet ud.
Derefter kan jeg akkurat nå den sidste golfshuttle inden min starttid kl. 12.00, men da jeg ankommer er der for første gang gået kuk i tidsbookingen. Det skyldes at en slettet tid alligevel ikke var slettet og systemet har ikke registreret min booking, selvom jeg fik besked om at alt var ok. Heldigvis er der et hul kl. 11.52 og jeg løber op til 1. tee og slår ud med Henrik, Henning og Steen fra hhv. Københavns GK og Hillerød. De er ligesom alle andre bolde denne uge særdeles godt selskab, men efter seks runder golf på seks dage er gassen gået af ballonen. Det hjalp heller ikke at stresse hen til teestedet. Jeg orker ganske enkelt kun ni huller og vælger i stedet at afrunde turen med endnu en lang, smuk spadseretur langs stranden til Calheta, hvor jeg tilbringer en halv times tid i total stilhed i en grotte i klipperne, mens bølgerne slår ind mod den smukke kyst.
Om aftenen spiser jeg grillstegt blæksprutte på Bar João do Cabeço, en hyggelig restaurant få hundrede meter fra hotellet, hvor jeg samtidig ser Portugal og Irland spille 0-0 i VM-kvalifikationskampen. 
Blæksprutte på menuen.
Dag 8
Hjemrejsedage er bare per definition lange. Således også denne. Golfbag’en skal afleveres i receptionen i god tid og transporteres separat til lufthavnen, og da værelserne skal kunne klargøres til de gæster, der kommer med det fly vi skal hjem med, skal man ud i god tid. Jeg slapper af i en solseng ved hotellets pool indtil bussen kører til lufthavnen og det er tid til at vinke farvel.
I flyet hjem sidder jeg igen sammen med samme ægtepar fra Nordjylland som på vejen ned. Det var deres sjette tur til Porto Santo, men det varer måske lidt før de tager derned igen. – Vi synes, at det hele har været lidt slidt. Det er som om kvaliteten bliver dårligere for hver gang. Både på golfbanen, men også på hotellet, hvor maden var bedre før i tiden. Måske skal vi overveje at tage til Madeira i stedet for næste gang, siger de. – Bare for at prøve noget nyt.
GOLFBLADET var inviteret til Porto Santo med Primo Tours.
