Thorbjørn Olesen er den eneste ungkarl på Europas hold, og det får han røg for….
LA GOLF NATIONAL: Thorbjørn Olesen er den eneste af Ryder Cup spillerne, der er ungkarl, og derfor var han også alene, da den officielle Ryder Cup middag fandt sted i aftes på det fantastiske Chateau Versailles nær ved Le Golf National.
Men det gjorde blot den 28-årige rookie endnu mere populær. Han blev fotograferet med alle de andre spillerkoner og befandt sig som en ål i mudder.
“Jo, jeg var en glad mand i aftes med alle de smukke kvinder omkring mig,” sagde Thorbjørn da det her til morgen blev hans tur til at holde pressemøde forud for matchen, der starter i morgen. Han fortalte, at han får en del røg af holdkammeraterne for at være ungkarl, men at det netop er en del af den rigtigt gode stemning, der er blandt spillerne.
“Det er godt at være her. Jeg tror, at det for alvor gik op for mig hvor stort det her er i mandags da vi ankom, men jeg er jo ikke helt uforberedt. Jeg har haft et par uger til at vænne mig til tanken, og jeg har talt med flere spillere, bl.a. Nicolas Colsaerts i sidste uge i Portugal, om at være rookie. Desuden var jeg med inde over holdet på Hazeltine for to år siden, hvor jeg var buggy-chauffør for Thomas Bjørn,” siger Thorbjørn, der indrømmer at han var nervøs, da han slog ud i prøverunden i tirsdags.
Nerver på
“Jeg kunne godt mærke nerverne på teestedet, men det er ikke så unormalt. Man har altid lidt nerver på før en turnering, men sidst jeg var nervøs forud for en prøverunde var nok da jeg spillede Masters første gang, og til min første major, som var The Open.”
“Jeg bliver helt sikkert også meget nervøs, når jeg slår min første slag i morgen,” siger Thorbjørn.
Det er måske en fortalelse, for efterfølgende vi han ikke løfte sløret for om han skal spille i morgen, eller for dens sags skyld om han er blevet garanteret en eller flere runder inden søndagens singler. Det fornemmedes dog som om det ligger fast at Thorbjørn SKAL spille fredag, men om det er i fourballs fra morgenstunden eller først i foursomes om eftermiddagen er uklart. Noget kunne tyde på, at Thomas Bjørn vil have alle sine 12 spillere i gang allerede fra førstedagen.
Vilde med Thomas Bjørn
Der var stor interesse blandt de fremmødte pressefolk for Thorbjørns velkendte nære venskab med Thomas Bjørn. Thorbjørn svarede, at han var glad for at have kvalificeret sig direkte, så Thomas ikke stod med beslutningen om at skulle tildele ham et wild crd.
En af de spillere, der fik et wild card fra Thhomas Bjørn var engelske Paul Casey, der gør comeback til Ryder Cup-holdet; han har ikke spillet siden 2008. Han blev bedt om at sammenligne Thomas Bjørn med de andre kaptajner, han har spillet for.
“Jeg vil ikke sammenligne kaptajnerne, det kan man ikke. Man kan da ikke sammenligne Woosie med Bernhard Langer! Men deres resultat var det samme. Thomas Bjørn gør et fantastisk arbejde og er en meget god kaptajn. Ja, vi spillere elsker Thomas Bjørn!,” sagde han.
Fotos: Getty Images.