Med en fantastisk sidste runde i Toyota junior World Cup i Japan vandt Danmark ikke blot det uofficielle VM for juniorhold, men tvillingerne Rasmus og Nicolai Høigaard blev hhv. nr. 1 og 2 individuelt.
Danskerne startede slutrunden som nr. 2, ti slag efter Spanien. Rasmus Høigaard sluttede uimodståeligt af med en bogeyfri 64er, -7, og da Nicolai Høigaard kunne nøjes med en enkelt bogey på sin 67’er, og Frederik Sejr kom rundt i 72, +1, blev rundens facit -10, og det kunne spanierne ikke matche. Slutstillingen i toppen fik dette udseende:
1. Danmark -23. 2. Spanien -21. 3. Thailand -19. 4. Japan -11.
Individuelt så det lige så fantastisk ud: 1. Rasmus Høigaard -16. 2. Nicolai Høigaard -12. 3. Ludvig Aaberg, Sverige -10. Sebastian Friedrichsen blev nr. 34 i +7 og Frederik Sejr nr. 58 i +23.
Holdet vender hjem efter 30 timers rejse lørdag, og allerede søndag vil man kunne se tvillingerne i aktion i Silkeborg, hvor Gyttegaard i Santanderdivisionen møder Silkeborg-Ry. Det skal nok betyde en ekstra tilskuertilstrømning.