Tekst & foto: Frank Undall

På kun otte år er der i 69 lande installeret Toptracer Range på mere end 300 af verdens bedste træningsanlæg til golf, og tallet er fortsat hastigt stigende. På Danmarks formentlig bedste træningsanlæg i Smørum Golfklub er det – trods COVID-19 bump på vejen – også blevet en bragende succes

Mere end én milliard golfbolde blev der i 2019 slået på driving ranges med Toptracer Range installeret. Siden Smørum Golfklub i februar 2020 igen tog et nyt teknologisk kvantespring op ad mulighedernes stige og etablerede Danmarks første og hidtil eneste system i 28 overdækkede båse, er antallet af spillede rangebolde også steget signifikant her.

Årsagen er ret enkel, for træningsredskabet er intuitivt, det kan bruges af enhver, der vil prøve at spille golf som en pro, det er sjovt at træne med, og det er gratis at bruge. Du betaler blot for de bolde, du slår.

Faktisk går det så godt med aktiviteten på driving rangen i Smørum, at der p.t. er vurderinger i gang om at overdække samtlige udslagsbåse på 1. sal.

BEDRE TV OPLEVELSE
Topgolf Entertainment Group, der fremstiller Toptracer, blev etableret i 2006 med det hovedformål at skabe en bedre oplevelse for de mange millioner, der så golf på tv, for på den måde at udbrede kendskabet til og glæden ved golfspillet. Hvis du har set golf på tv, har du også set, hvordan typisk en blå streg følger golfboldens flugt efter tee off, så det dels er nemmere at ”se” den lille hvide bold i luften, dels er muligt at levere data om slagets længde med mere.

Kun seks år senere blev løsningen videreudviklet til Toptracer Range, så verdens mange golfspillere (der var i 2012 omkring 52 millioner registrerede golfere), selv kunne få endnu større glæde af teknologien. Nu kunne man ikke blot følge andres slag på en stor skærm, men også sine egne. Siden er løsningen blevet raffineret med forskellige spil, så endnu flere kan bruge Toptracer Range – både til seriøs træning og til underholdning.

SERIØS GOLF FOR ALLE
Toptracer er i dag placeret som et af verdens absolut bedste og klart mest udbredte sporingssystemer – og installationen i Smørum Golfklub er den eneste, der findes i Danmark. Her kan alle hygge sig, mens de træner, eller blot spiller for sjov med og mod vennerne. Du behøver ikke at have ret meget kendskab til golf på forhånd. Men har du, vil du finde det fascinerende, at du pludselig får så megen glæde ved at træne.

”Vi har i Smørum Golfklub otte programmer, som du intuitivt kan benytte: Warm Up, My Practice, Virtual Golf, Long Drive, Approach Challenge, Closest to the Pin, Point Game og Go Fish. Der er virkelig stor interesse for at bruge Toptracer Range, både fra vores egne medlemmer og fra gæster, der i mange tilfælde kommer langvejs fra”, siger golfdirektør Keld Østergaard Christensen.

UNDERHOLDENDE TRÆNING
Nogle af spillenes navne siger tydeligt, hvad der er tale om, men der er adgang til masser af muligheder bag de yderste kulisser. For eksempel kan du gemme alle dine slag i My Practice på den gratis smartphone app fra Toptrace Range. Så kan du nemt se dine fremskridt, for eksempel hvor dygtig du bliver til at finde den rigtige afstand ved udslag med dine forskellige køller og jern. Det er guld værd, når du skal ud at spille på banen.

Med Virtual Golf får du serveret 20 af verdens bedste baner, som du kan spille på. Altså næsten som simulatorgolf, men udendørs, og med en anderledes følelse end på indendørs simulatorer, som Smørum Golfklub i øvrigt også har to af.

SPIL MOD HELE VERDEN
Går dine ambitioner imod at deltage i verdensomspændende konkurrencer er Approach Challenge en spændende mulighed. Her får du trænet det vigtige indspil, så du bliver skarpere til at placere din bold tæt på pinden – også selv om du skal rette ind efter et måske ikke helt vellykket drive eller andet slag.

Fremtiden for Toptracer Range byder på endnu mere underholdning, og en af de seneste nyheder er implementeringen af Angry Birds – det ekstremt populære, finsk-udviklede mobilspil, hvor man med slangebøsser skyder fugle efter bygninger, der braser sammen over grise. Angry Birds er allerede lanceret som det nyeste gameplay-tilbud, og er tilgængeligt på udvalgte Topgolf-spillesteder – dog endnu ikke i Smørum.

Som ved de fleste underholdende sessioner i Toptracer Range er det praktisk, at man ikke altid skal træne alene. Der kan også være op til fire venner eller familiemedlemmer, der kan spille mod/med hinanden i samme udslagsbås.

GRATIS TOPTRACER

Driving Rangen i Smørum Golfklub, med 56 udslagsbåse i to etager, er krumtappen i et stort og veltrimmet anlæg med fire 9-hullers sløjfer, en Par-3 bane og en Pitch & Putt bane (i alt 51 golfhuller). Rangen er åben mellem kl. 06.00 og 22.00, og et helt nyt og miljøvenligt LED-lysanlæg og en række varmelamper, gør det til en behagelig oplevelse uanset årstid.

”Som nævnt er det gratis at bruge Toptracer Range. Medlemmer og gæster betaler kun for de bolde, der trækkes i automater, hvor du kan bruge VISA/dankort, eller en app, du frit kan hente til din smartphone. Hvis du ikke har dine egne golfkøller med, kan du leje et halvt sæt i proshoppen for 75 kroner”, siger Keld Østergaard Christensen.

Forrige artikelSct. Knuds er fortsat presset
Næste artikelEmily fortsatte sejrsstimen
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.