Man tager 96 glade amatørspillere, Lune Carlsen og Klassens Tykke Dreng og sætter dem sammen på Enjoy Resorts Rømø. I fire dage står den på god mad, spa & wellness, masser af golf, drinks på terrassen og sjove aftenarrangementer, og så har man opskriften på Danmarks Hyggeligste Golfturnering.

Fra 12. – 15. september 2019 kom ”Vi Elsker Golf på Enjoy Resorts Rømø” flot fra land, og Andreas Hartø, som var den ene af to arrangører, var glad for at komme i gang.

– Vi har brugt lang tid på at planlægge det her, så det var dejligt at komme i gang og blive bekræftet i, at konceptet holder vand, siger Andreas Hartø.
– Det giver mig en enorm tilfredsstillelse, at jeg kan skabe så meget glæde hos næsten 100 danske golfspillere. Det var lige præcis dét, jeg havde håbet på, uddyber Hartø.

De fleste deltagere ankom i løbet af torsdag til check in og prøverunde, og torsdag aften holdt de to værter, Brian Vester og Andreas Hartø velkomstmiddag for alle deltagerne. Danmarks bedste Kim Larsen kopi, Lune Carlsen, stod for underholdningen, og så var ”Vi Elsker Golf” skudt i gang.

Green2Green og Enjoy Resorts diskede op med bonuspræmier
Fredag, lørdag og søndag dystede deltagerne i holdmatcher på banen, og selvom der ikke var fokus på store præmier, så gik flere deltagere hjem med væsentlig mere end de havde forventet. Green2Green havde en rejse for to personer på højkant til nærmest flaget på hul 17, mens der via lodtrækning også blev uddelt et LUKSUS gastronomi-ophold på Enjoy Resorts for fire personer.

– På forhånd havde vi valgt, at de penge, som turneringsarrangører ofte bruger på præmier, i stedet skulle bruges på noget, som kom alle til gode, hvilket bl.a. var vand, frugt, kaffe og kage på runden. Flere firmaer var dog gode til at bakke op om turneringen, og takket være især ECCO, Wilson, Green2Green og Enjoy Resorts, endte vi faktisk med flere præmier, end vi havde planlagt, forklarer Brian Vester.

De fleste præmier blev brugt som lodtrækningspræmier, hvilket er helt i Vi Elsker Golfs ånd.

– Alle skal have mulighed for at vinde, men tendensen er, at det ofte er de samme spillere, der vinder alle matcher. Derfor gik vi den anden vej og havde flotte men mindre præmier i turneringen og trak lod om de store, tilføjer Andreas Hartø og fortsætter;
– Og så vil jeg generelt sige, at vi hellere vil holde prisen nede for alle deltagere end at bruge deres tilmeldingspenge på dyre præmier, som kun få får glæde af. En form for golf-socialisme, griner Hartø.

Hartø-foredrag fik ekstra nerve i kølvandet på tragedie

Klassens Tykke Dreng stod for underholdningen fredag, mens den tidligere golfstjerne Andreas Hartø selv leverede sit populære foredrag til perfektion lørdag aften. Et i forvejen ærligt og følelsesladet foredrag fik også tilført ekstra nerve, da Vi Elsker Golf tidligere på dagen blev ramt af en tragedie.

– Èn af vores deltagere, Per, faldt om på 13. teested, og trods en fænomenal indsats af både medspillere, sygeplejesker der tilfældigvis opholdt sig på Enjoy Resorts samt ambulancereddere og læger, så stod hans liv ikke til at redde, fortæller Brian Vester om den forfærdelige situation.
– Alt føltes med et helt ligegyldigt, og Andreas og jeg skulle virkelig hanke op i os selv og minde hinanden om, at vi stadig havde et ansvar overfor de øvrige deltagere, uddyber Brian Vester.
– Vi annullerede dagens match og sendte alle deltagere i klubhuset, hvor de fik en opdatering, noget mad, og de der havde behov for det fik en lille skarp. Enjoy Resorts fik hurtigt tilkaldt en krisepsykolog, og i det hele taget håndterede de situationen fantastisk. Stemningen resten af dagen mindede lidt om mindehøjtideligheden efter en begravelse, hvor grin og gråd smelter sammen i et virvar af følelser. Men alle den afdødes venner fandt trøst i, at Per døde i sit rette element, nemlig på golfbanen, siger Brian Vester.

Vil gentage og udvide konceptet i 2020

Til trods for det tragiske dødsfald var verdenspremieren af Vi Elsker Golf en dundrende succes for både deltagere, arrangører og Enjoy Resorts. Og derfor ligger det allerede nu fast, at konceptet skal gentages og endda udvides i 2020, så flere danske golfspillere får glæde af de sociale arrangementer.

– Formålet med Vi Elsker Golf på Enjoy Resorts Rømø har været at skabe en hyggelig og social golfturnering, hvor den almindelige golfspiller kan få sig en fantastisk oplevelse til en fair pris. Det synes jeg, vi nåede i mål med, og det står klart for både Hartø og mig, at vi skal lave flere af disse arrangementer i 2020, slår Brian Vester fast.

Hvor og hvornår er endnu ikke fastlagt, men mon ikke Enjoy Resorts Rømø i hvert fald bliver vært på ét af arrangementerne.

– Det regner jeg bestemt med. Der er ikke mange steder i Danmark som tilbyder golf, overnatning, spisning og spa og wellness. Og jeg tror også, at dette års deltagere kan skrive under på, at Enjoy Resorts Rømø er ret perfekt til anledningen, smiler Brian Vester.

Du kan følge Vi Elsker Golf på Facebook eller tilmelde dig nyhedsbrevet på hjemmesiden www.golfpeople.dk. Så bliver du opdateret, når der inden længe er nyt om aktiviteterne i 2020.

Forrige artikelKjeldsen fik fem birdies i træk
Næste artikelKlædt på til efteråret
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.