Anlægget på Djursland byder til august Europas bedste golfspillere velkommen. Golfbladet tog til Nimtofte for at se nærmere på, hvad der venter dem.

 

Tekst: Peter Bugge og Karsten Ginge

Foto: Peter Bugge og PR

Lübker Golf Resort råder over Danmarks bedste golfbane. Det er ikke bare et fikst postulat, beviset står i receptionen i klubhuset på Djursland: En pokal, der fortæller, at Sand/Sky-sløjferne blev vurderet bedst af alle baner i Danmark ved World Golf Awards i 2022.

Golfbladet tager turen til Djursland for at spille banen, som afløste Himmerland som vært for den danske afdeling på DP World Tour. Og for at finde ud af, om den virkelig er landets bedste.

Historien om Lübker er en eventyrlig en af slagsen. Om et anlæg, der skulle så grueligt meget igennem, inden det endte med hele golf-Europas opmærksomhed.

De første spadestik blev taget i 2006, efter at Robert Trent Jones II havde sat stregerne til det, der skulle forvandle et markområde ved Nimtofte til et nyt golfanlæg i absolut topklasse. Da de første slag blev slået i 2008, blev der i golf-Danmark talt om en bane, hvis stand var uovertruffen og satte helt nye standarder – det hjalp selvfølgelig også, at man fra åbningen havde et uhørt højt antal greenkeepere, omkring 25 af slagsen.

Men starten faldt nogenlunde sammen med, at finanskrisen fejede hen over landet. Aktierne mistede deres værdi, og regnskabet var rødere end fanerne i Fælledparken 1. maj.

Siden har anlægget skiftet ejere flere gange, og endelig tegner fremtiden lys. De røde tal i er blevet sorte, medlemmerne strømmer til, og der er igen salg i grundene på området.

Lübker er et smukt anlæg med et tide tider råt udtryk.

 

Optimale betingelser

Det ville også være synd og skam, hvis anlægget igen skulle konverteres til markområder. For det er altså en bane fra allerøverste hylde. Den består af tre sløjfer, Sand, Sky og Forrest, de to førstnævnte er mesterskabsbanen, som DP World Tour blev spillet på. Og er markant bedre end den tredje.

Da Golfbladet er på besøg er betingelserne noget nær optimale. Solen skinner fra en letskyet himmel, her er stort set ingen vind og anlægget er i tiptop stand. Det er ikke så manicureret, som andre topbaner, der passes og plejes med pincet og neglesaks. Udtrykket her er mere råt – og det helt med vilje.

Driving range er udstyret med TrackMan-maskiner, så vi kan få præcise data på vores slag. Rangen er 300 meter lang, men ikke så bred. Den skal derfor udvides, inden DP World Tour kommer forbi, så der bliver plads til 40-50 spillere ad gangen.

Mesterskabsbanen er Sand/Sky-sløjferne, og det er også dem, der skal spilles på til august. I omvendt rækkefølge, så spillet slutter på Sands niende hul lige foran indgangen til klubhuset. Vi spiller dog banen, som den normalt spilles.

Og der venter os en flot start på runden, de første tre huller er ganske enkelt fænomenale. 1. hul er – spøjst nok ligesom på de andre to sløjfer – et par 5-hul af højeste kvalitet. Det efterfølges af et par3-hul, der må være kandidat til hele anlæggets signatur-hul. Fantastisk smukt. Og så kommer et par 4-hul, der på en god dag kan drives.

Brutal sløjfe

Sand er den mest populære sløjfe på anlægget, og det er også vores favorit. Den ligger lidt mere frit end de andre. Godt nok er der også nogle huse hist og her, men ikke i samme grad som på de andre sløjfer. Samtidig byder Sand på mange fremragende huller, der ikke nødvendigvis er voldsomt svære. Hvis man altså vælger det rigtige af de fem teesteder.

Sky-sløjfen er anderledes brutal, hvilket vi finder ud af allerede på første hul, der stiller store krav til både længde og præcision. Vi ender således både i åen og i et af de mange wasteareas, der er kendetegnende for hele anlægget. Sværhedsmæssigt udfordres 1. hul vel kun af 9. hul på samme sløjfe, der løber modsat på hullets venstre side.

Hullerne er vidt forskellige. Flere steder spilles der tæt omgivet af træer, andre huller er helt åbne.

Efter de to sløjfer puster vi ud over en fadøl og en glimrende burger. Vi har terrassen for os selv denne dag, hvilket er ganske usædvanligt. Golfklubben har flere end 1000 medlemmer – det højeste antal nogensinde. Ganske imponerende, da det blot er seks år siden, klubben gik konkurs som følge af svigtende indtægtsgrundlag. I dag er det med den nye struktur forbedret væsentligt, og roen omkring klubbens drift og økonomi derved bedre end nogensinde. Det samme gælder samarbejdet mellem klubben og den øvrige del af resortet.

Samtidig finder omkring 10.000 greenfee-gæster vej til anlægget årligt, og der er masser af plads til gæster: I hovedbygningen, der også rummer klubhus og restaurant, råder resortet over størstedelen af de 22 lejligheder hver med plads til fire personer. Og derudover findes der 130-140 stilmæssigt vidt forskellige huse, der også udlejes i stor grad.

Meget mere end golf

Fremover bliver det dog ikke kun til golfgæster, da resortet går i retning af at være et helårs resort. Her er et stort wellnes-center, indendørs golf, og der planlægges yderligere aktiviteter – både inde og ude – til en aktiv familieferie.

Efter at have tanket kræfter beslutter vi også at spille anlæggets tredje sløjfe, Forest, når vi nu er her alligevel. Skal man vælge mellem de tre, er det afgjort den, der kan droppes. Bevares, sløjfen er såmænd fin nok, men langt fra så interessant, som de to andre. Hullerne er generelt meget korte og ligger for størstedelens vedkommende blandt de mange huse. Standen er upåklagelig, men hullerne er i den lidt kedelige ende af skalaen. Og så er der flere steder ret langt mellem dem. Den slags kan dog klares, hvis man lejer en af de mange buggies, der naturligvis er til rådighed på anlægget.

Efter at have holet ud på 9., er det tid til at gøre status over en lang dag på Lübker.  Prisen på greenfee er mere end fornuftig for et anlæg i absolut topklasse – faktisk ganske billigt sammenlignet med baner på samme niveau. Man får temmelig meget for pengene.

Det synlige bevis på, at Lübker Golf Resort i 2022 blev kåret til Danmarks bedste bane.

Men er det så Danmarks bedste bane, som pokalen i receptionen hævder? Tja, det er jo subjektivt. Min medspiller mener absolut ja, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret et langt stykke hen ad vejen. Måske er det ikke den allerbedste, men den er afgjort i top 5. Og en ting er helt sikkert: Der venter Europas bedste spillere en fantastisk golfoplevelse til Danish Golf Championship til august.

 

Faktaboks

Lübker Golf og Spa Resort

Trent Jones Allé 3, 8581 Nimtofte

Golf@lubker.dk

Tlf: 38408000

27 huller + ni huller Academy Course

Fem teesteder

Greenfee: Man-tor: 350-500 kr. Fredag: 450-600 kr. Weekend og helligdage: 450-700 kr. Pris afhænger af tidspunkt på dagen.

 

 

Forrige artikel23 amerikanere og 9 danskere i Horsens
Næste artikelBob Charles – en stjerne med stærke minder