Jeppe Kristian tog føringen på første dag af Race to HimmerLand by Freja på en dag, hvor blæsten i dagens løb fik øget indflydelse på scorerne. De to første runder er spillerne delt mellem runder på New Course og Old Course, så resultaterne kan ikke for alvor sammenlignes før efter anden runde, hvor der er cut ved 30.
De bedste på første dag blev: 1. Jeppe Kristian, Asserbo -4. 2. Charlie Lindh og Jesper Hagborg Asp, begge Sverige samt Niclas Hellberg, Finland -3. som delt nr. 5 i -2 finder vi bl.a. Nicolai Tinning, Søllerød, Nicolai Nøhr Madsen, Hillerød og John Axelsen, Smørum.
I Nordic Golf League Q-school i Greve skal man finde 22 deltagere til finalen. Efter første af to dage fører Bjørn la Cour Søborg. Lyngbygaard -5. På firedelt 2. plads ligger Oliver Wendt, Asserbo, Mads Andersen, Greve og Nicki Rye Schou, Silkeborg-Ry sammen med hollænderen Stan Kraai i -4.
På DP World Tours Q-school ligger Niels Andersen nr. 10 efter en runde på Mottram Hall i England. Vi kender ham ikke meget herhjemme. Han er 24 år og har været medlem af Machrihamish GC, siden han var fire. Han har del i banerekorden på 63 slag og har gået på college i USA.
Anden runde er regnet væk, men man tager fat igen i morgen. på Golf d’Hardelot i Frankrig deltager også en enkelt dansker, Patrick Dam Schou. Her kæmper man med mørket for at få anden runde færdigspillet, og netop nu ligger danskeren som nr. 70 i +3.