Den svære Firethorn Course på Randpark GC i Johannesburg fik skovlen under danskerne, og efter en god dansk torsdag, blev fredag en rigtig øv-dag for danskerne i South African Open.
Lad os tage det positive først. Joachim B. Hansen (billedet) var som eneste dansker ude på den letteste af de to baner, Bushwillow, han gik -3 og avancerede 37 pladser til en delt 59. plads og klarer dermed cuttet, der faldt på -4.
Jeff Winther kom Firethorn rundt i par, 72 slag, med fire birdies og fire bogeys, og falder tilbage fra 10. til 30. plads, men i -6 er han klart indenfor cuttet.
Afgørende bogey
Rasmus Højgaard lå ligesom Jeff på delt 10. plads inden runden, men en dobbeltbogey og to bogeys på de første syv huller gjorde dagen til en kamp. To birdies inden turnen blev fulgt af to bogeys lige efter, forhåbningerne om et klaret cut fik ny næring med back-to-back birdies på 13. og 14., men en bogey på det afsluttende par4 hul viste sig kostbart. Dermed faldt Rasmus tilbage til +3 for runden, -3 for turneringen og faldt præcis udenfor cutgrænsen. Der er enkelte spillere på banen, der teoretisk kan flytte cuttet til -3, men det er ikke umiddelbart sandsynligt.
Både Morten Ørum Madsen og Martin Leth Simonson fik ørerne i maskinen på Firethorn Course, gik 76’ere og sluttede langt ned i feltet.Nicolai Højgaard gik i par, efter en god start med tre hurtige bogeys. Efter en dobbelt på 10. sluttede han med otte pars og var to slag fra cuttet. Endelig er Benjamin Poke netop ved at afslutte sin runde, han ligger i +2 for dagen, par samlet, langt fra cuttet.
Finske Tapio Pulkkanen, som har optrådt meget på den danske ECCO Tour, beviste, at Firethorn godt kan besejres. Han fører i -11 efter en 67’er, ét slag foran fem spillere i -10. En af dem, Trevor Fisher Jnr. mangler dog et par huller og kan altså spille sig forbi finnen.
Se scores her.
Foto: Getty Images fra en tidligere lejlighed.