Tove Pedersen har de seneste 12 år haft den fornemme titel af ’præsident’ for den spanske golfklub Lauro Golf på Costa del Sol.

COSTA DEL SOL: Det er ikke enhver forundt at kunne kalde sig ’presidente’, men det kan danske Tove Pedersen, som i mere end 12 år har haft den fine titel i den sydspanske golfklub, Lauro Golf.

Midtjyske Tove styrer med sikker hånd golfklubben, som blev anlagt af Vicente Pitarch cirka på samme tid som Tove og hendes mand kom til Spanien for 32 år siden.
Hjemme i Danmark ejede de fire herretøjsbutikker i Herning-området, men var kørt træt i hamsterhjulet og valgte at sælge alt og flytte til Spanien.
– Min mand havde en drøm om at have sin egen olivenlund, så vi købte en finca på 18.000 kvadratmeter, og i stedet for oliven, dyrkede vi avocado, fortæller Tove.
– Jeg savnede dog mit arbejde og da jeg mødte Vicente Pitarch tilbød han mig at drive proshoppen på Lauro Golf, for jeg havde jo erfaring med at sælge tøj og drive butik.

Tove har således været på Lauro Golf lige fra starten, og hun har spillet en stor rolle i golfklubbens udvikling, fra at være en forholdsvis undseelig bane lidt oppe i bjergene fra kysten, til i dag, hvor det er et af de mest populære resorts i området.
– Udover at passe shoppen blev jeg marshall og begyndte at stå for at afholde turneringer. Da min mand døde for mange år siden, og jeg pludselig stod alene, tilbød familien Pitarch mig at blive præsident for klubben, og være klubbens ansigt udadtil. Et af mine tiltag var, at jeg inviterede alle skandinaver til at spille Lauro Golf til halv pris. På den måde skabte jeg en stor interesse for banen. Hver tirsdag lavede jeg særlige matcher for skandinaver. Til at begynde med kom der otte, i dag har vi 1.800 medlemmer. Tirsdagsturneringerne for skandinaver eksisterer stadig, prisen for at spille med er 45 € og der er forskellige spilformer, og nogle symbolske præmier. For først og fremmest er det meget sociale arrangementer hvor vi spiller golf, spiser tapas og hygger os, siger Tove, som siden har fundet sammen med en anden dansker på Solkysten, Claus Rasmussen. Han har fået en slags status af uofficiel sekretær i klubben fordi han hjælper Tove med hendes aktiviteter.
Tove Pedersen og hendes bedre halvdel, Claus Rasmussen, bor i dag i Mijas, ’den hvide by’, ikke langt fra Lauro Golf.

Danskerbanen
– Jeg forsøger at være meget aktiv på de sociale medier, og ’Toves skandinavisk golf’ er den mest besøgte af Lauro Golfs forskellige sider, det er jeg faktisk lidt stolt af, siger Tove, som kender alt og alle på Costa del Sol og såmænd også herhjemmefra.
– Vi har mange danskere, der kommer og bor på Lauro Resort i kortere og længere perioder og altid vender tilbage igen. Halvdelen af dem har lakrids og rugbrød med herned til os, og sørger for at vi ikke glemmer det danske, siger Tove, hvis 37-årige søn Thomas er spansk gift, og har en blanding af dansk og spansk mentalitet.

Selvom jobbet på Lauro Golf er et fuldtidsarbejde, så giver Tove sig selv tid til at spille to gange om ugen, og hun og Claus spiller ofte med venner fra Danmark. Hun begyndte at spille golf i Spanien, og da den årlige grundlovsmatch blev afholdt med Tove som turneringsleder 29. maj var det samtidig hendes 30-års jubilæum. Dengang vandt hun B-rækken med 36 point og handicap 36, og havde svært ved at forestille sig, at golf skulle blive så stor og vigtig en del af hendes spanske liv.
– Jeg har været enormt heldig, og er meget glad for at være her. Siden jeg kom herned er Lauro Golf vokset. I dag har vi 27 huller, padelbaner, bowls baner, som englænderne hernede elsker. Vi har ferielejligheder og huse, og Lauro er blevet et fint lille resort. Den hyggelige patio, gårdspladsen som er en central del af klubhuset og det sociale liv, er måske den hyggeligste i hele Spanien, og restauranten er berømt for sin gode mad. Folk, der kommer herned skal helst rejse hjem igen og føle, at de har haft en god oplevelse, og det er også mit indtryk at det er det de gør. De fleste kommer i hvert fald tilbage igen, siger Tove Pedersen.

Læs mere om Lauro Golf Resort i GOLFBLADETs rejsetema til september.

Forrige artikelStærkt dansk hold til Espirito Santo Trophy
Næste artikelKlubben i midten har vokseværk
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.